Det er hvidt derude…
Så kom snevejret til det lille land, og vi får da også en anelse herude. Men som sædvanligt ikke ret meget. Det er en af de helt store fordele ved at bo, hvor vi bor. Det er ret sjældent, der kommer ret meget sne på disse kanter. Jeg tror faktisk, vi skal tilbage til 2009 for at jeg kan komme i tanker om, at det var i mængder, der var direkte træls. Og det var mest, fordi jeg arbejdede i Varde og skulle køre på landevej med nogle rigtig fyge-ramte strækninger. Det var slet ikke på niveau med de steder i landet, hvor der virkelig falder sne. Og gudskelov for det, hvis det står til mig. Lad den slags blive i Norge, hvor det hører til, så kan man besøge det, hvis man finder det nødvendigt.
Til gengæld betyder de ganske få centimenter sne, der, hvis man spørger en seksårig dreng, OMSIDER er faldet, at den gamle arvekælk, som min morbror møjsommeligt har gemt fra sin barndom og for nylig sat i stand til mine unger, kunne komme i drift. Den er fremstillet på Scandia i Randers i tidernes morgen – eller i slut-1940’erne start-1950’erne – og den har kørt Kronjylland og nok også en del af Østjylland tynd. Nu er den så kommet til Vestjylland, og med lidt stearin under mederne og en far foran, så er den som ny igen.
Min søde mand gik således ud og trak rundt i kvarteret med sønnike og hans kammerat, og da jeg lige skulle ud og have et billede, så endte det med, at jeg fik en tur også. Til stor moro for at par naboer og købmanden. Og os selv 🙂
Men det var det forår, vi kom fra…
Leave a comment