Det var et mægtigt gilde…

fredag, juli 7, 2017

I dag er det ti år siden, vi blev gift, min mand og jeg. Det var et mægtigt gilde, som man siger. Et formiddagsbryllup i Kattrup Kirke i Østjylland, hvor min mand havde moret sig med at få sin organistven til at spille min far og jeg op ad kirkegulvet til tonerne af ”The arrival of the Queen of Sheba”, så de indforståede var tæt på at bide i salmebøgerne af grin. Vi blev viet af et familiemedlem, og da vi havde sagt ja, gik turen med hele følget over i forsamlingshuset til en helt vildt lækker buffet, min veninde og hendes mor havde tilberedt.

Det var også ved den lejlighed, jeg fandt ud af, jeg ikke skal ansættes som indkøbsansvarlig. Jeg havde købt aaaalt for mange drikkevarer. Der var købt ind til, hvis nu alle gæsterne kun ville drikke champagne hele dagen. Eller hvis alle kun ville drikke rødvin hele dagen. Eller hvis alle kun ville drikke øl hele dagen. Og tilsvarende for stort set alt andet. Så vi blev ikke drukket ud af huset før flere år efter faktisk…

En af gæsterne havde lavet to bryllupskager til os. Det havde vi ønsket os i stedet for en gave, for helt ærligt, hvad mangler man, når man bliver gift i vore dage?

Tilsvarende havde vi ønsket os, at min onkels jazzband spillede, så det gjorde de. Og nogle gode venner havde pyntet forsamlingshuset med lys og blomster og udstoppede dyr, så det var “En Skærsommernatsdrøm” værdigt. Selv Tour de France entusiasterne var der tænkt på, for det begyndte den 7/7 i 2007, og derfor havde en af vores venner monteret et lille fjernsyn på toilettet, så de interesserede kunne følge diskret med.

Vi kørte derfra ved 20-tiden, og det passede så fint. Vores gæster kom fra hele landet, så de fleste havde en længere køretur hjem. Så flere var begyndt at sive, da vi smuttede derfra og tog på kro i Norsminde, og resten af gæsterne drak slatter og hjalp vist hinanden med at rydde op i forsamlingshuset. Ren og skær luksus for os, at vi ikke skulle tænke på det.

Min brudebuket havde jeg selv bundet af blomster, der var plukket i min tantes og naboernes haver dagen før brylluppet. Efter vi var kørt fra festen, havde min tante lagt buketten ned på hendes forældres grav, og vi kørte lige forbi for at se den, da vi kørte hjem til Esbjerg den næste dag. Den lå så fint sammen med alle blomsterne fra kirken.

To dage efter vores bryllup rejste vi ti dage til Rom. Vi havde ikke ønsket os ting i bryllupsgave. Til gengæld havde vi ønsket os penge og gavekort til gode middage, entrebilletter og oplevelser på vores bryllupsrejse. Flere af vores gæster havde selv været i Rom og kunne således komme med ret specifikke anbefalinger. For eksempel fik vi en regning fra en restaurant, hvor man helt konkret kunne se, hvad de havde fået at spise og så X antal euro, så vi kunne bestille det samme lækre måltid. En supergod ide vi faktisk selv har praktiseret som gave sidenhen.

Det var som sagt et mægtigt gilde og en mægtig bryllupsrejse. Det var også den sidste begivenhed, jeg fejrede sammen med begge mine forældre. Min mor døde i december samme år, og jeg har været taknemmelig over mange gange siden, at hun nåede at være med, og ingen af os vidste, hvor hurtigt det kom til at gå få måneder senere. I det hele taget havde vi ingen anelse om, hvor vilde de næste og nu nys forgangne ti år ville blive for os. Vi var unge og ubekymrede tilsammen. Altså jeg var ung og min mand var ubekymret. I de ti år, vi har været gift, er der hvert år sket en eller anden vildt hård ting for os i form af dødsfald, sygdom eller arbejdsløshed, så vi har faktisk aldrig prøvet andet end at være i modvind sammen. Det har vi så til gengæld også været ret gode til at være, selvom vi da har været ved at slå hinanden ihjel eller løbe skrigende bort mange gange. Sådan tror jeg så faktisk, de fleste ægtepar har det med jævne mellemrum. Vi indrømmer det bare blankt hjemme hos os.

Nogle gange, når det har været allerværst, og der virkelig har ligget en stor lort foran os, og jeg har været allermest vred og ulykkelig og frustreret og ucharmerende, har jeg spurgt min mand, om han ikke hellere ville være fri for at være gift med mig og bo herude ad Hekkenfeldt til i et overbelånt dødsbo med rockerlån i sammen med et virkelig slidt stykke vraggods, som jeg indimellem føler mig som efter lidt for mange voldsomme oplevelser lidt for hurtigt efter hinanden. Og så har han sagt nej, og sagt at han ville gøre det igen, også selvom han vidste alt det, vi skulle igennem. Og så kysser han mig, mens jeg begynder at tude og et eller andet barn kommer rendende eller begynder at skrige, og på den måde har hverdagen det altid med at melde sig, så man kommer videre i livet, selvom man kan være så langt ude, at man er ved at give op.

Men nu er der gået ti år og tak for dem, min elskede. Jeg ville sgu også gøre det igen. Men de næste ti år må sgu godt indeholde en badeferie eller to og lidt mindre drama, hvis det er muligt. Men det ved vi heldigvis først bagefter.