Et kommunalvalg er også en højtidelig affære

Så er det i dag, vi skal til stemmeurnerne. Og dagen hvor jeg håber, sofavælgerne får liggesår og indgroede tånegle!

Det er også en dag, hvor jeg tænker på min salig far og nogle af de fineste minder, han skabte sammen med mig. Han var leder af vores lokale valgsted, og hver eneste gang, der var valg, da jeg var barn, fik jeg lov til at komme med ham, når der blevet stillet op, og igen når der skulle tælles stemmer op og ryddes op.

Det var i den lokale gymnastiksal, og lokalet emmede af engagement og forskelligehed. Og af luksus-laksemadder med tilbehør leveret til frokosten af den lokale fiskeproducent/købmand, som var valgtilforordnet for de konservative.

Jeg sad ofte oppe på toppen af en af ribberne og kiggede ned over lokalet de sidste par timer af valgdagen. Det var hyggeligt at være sammen med min far og se ind i en voksen verden. Og det grundlagde ikke mindst en småhøjtidelig holdning til alt det, der ligger i et valg. For det er ikke enhver beskåret i denne verden at få lov til at gå ned og stemme. Og selvom vi lever i et meget fredeligt demokrati, så er der alligevel nogle regler, der er alverden værd at holde på alene for princippernes skyld.

Fx husker jeg, der blev lagt betydelig vægt på, at ingen tog ophold, som det hed, i valglokalet eller udenfor. Det hed ind, få din stemmeseddel, afgiv din stemme, ud igen. Og det var jo ikke, fordi der var nogen, der var bange for, at nogen stod og holdt øje med, om naboen kom og stemte. Men princippet om, at valglokalet skulle være frit tilgængeligt og uovervåget, betød meget, og jeg fik forklaret hvorfor og fik frem for alt respekt for det. For det er de små ting, der skal værnes om i tide, så (valg)friheden ikke kommer under pres!

Jeg lærte, hvor lidt der skulle til, for at man skulle erklære en stemmeseddel for ugyldig, og at det ikke handlede om, om man var i tvivl om, hvad vedkommende, der havde stemt, mente, men at det handlede om, om der var det mindste særkende på en stemmeseddel. Et særkende på en stemmeseddel kunne jo i teorien betyde, at en af dem, der talte stemmerne op, kunne genkende en afgivet stemme. Hvis der altså var blevet indgået en lusket aftale mellem parterne. Og selvom ingen troede på, det skete, så skulle princippet om, at en stemme skal afgives anonymt og uden særkende håndhæves. Punktum!

Jeg lærte, at det var vigtigt at have en stationcar som valgstedsleder, for en coupe eller en sedan kunne ikke indeholde en eneste stemmeurne. Og når de sidste stemmer skulle fragtes ind på rådhuset og ligge klar til fintælling næste morgen klokken 7.00, så spillede den slags lavpraktik faktisk en stor rolle.

Og jeg hørte en helvedes masse røverhistorier om valghandlinger gennem tiderne. Fx om dengang der var valgsted i Guldager, og der blev ved med at være nogen, der dukkede op og ville afgive en stemme, uanset hvor mange gange de valgtilforordnede prøvede at kalde til sidste udkald, som en markering af utilfredshed med et eller andet. Eller om dengang en af de valgtilforordnede havde været netop det på et meget lille valgsted, og alt sådan set var overstået klokken tyve minutter over åbningstid, og de så havde spillet mousel og drukket brændevin de resterende 11 timer.

Helt grundlæggende blev valgdagene til noget særligt for mig allerede fra barns ben. Det blev noget, man skulle have respekt for og værne om, og jeg håber, mine drenge får den samme følelse ved det. I eftermiddag bliver der således familieudflugt til valgstedet, når den førstefødte skal hentes fra skole. Og vi har hejst flaget, fordi det er en demokratiets festdag, og så må man gerne svinge sig op på et småhøjtideligt plan.

God valgdag til alle – uanset partifarve!

 

Noget i samme stil

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *