Hvad gør man, når man opdager, man er stavnsbundet?
Indrømmet. Jeg har ret ofte øjeblikke, hvor jeg forbander, at vi bor herude. Langt væk fra alle mulige virksomheder og muligheder, som vi egentlig, når det kommer til stykket, virkelig gerne ville arbejde for og benytte os af. Hvorfor flytter vi så ikke bare? Hvis vi skal være så negative.
Svaret er ret simpelt. Hvis vi skal af med vores hus, så kommer vi ganske enkelt af sted med en relativt stor gæld. Vi har nemlig sådan et af realkreditinstitutternes svar på rockerlån, inkonvertibelt i ti år, og med en obligationskurs på langt over 100!
Vi overtog nemlig min fars alt for høje lån i huset, da han pludseligt døde. Jeg ikke kunne overskue noget andet end bare at rykke ind og tage mig god tid til at rydde op i dødsboet. Det var tredje gang på fire år, jeg skulle rydde op i et helt liv, og det var det sidste medlem af min nære familie, der døde fra mig. Og naiv og udmattet, som jeg var, tænkte jeg, at det nok ville gå lige O P op inden for kort tid med, hvad der skyldtes i huset, og hvad man kunne sælge det for. Så jeg skrev under på hvad som helst bare for at få ro til at komme videre. Men obligationskursen steg og steg, det samme gjorde gælden jo så også og ikke mindst bidragssatsen. Og huspriserne raslede til gengæld ned. Desuden kunne huset her slet ikke sælges på daværende tidspunkt, fordi kommunen forlangte en kloakseparering i hele kvarteret. Et indgreb, der kostede 120.000 kroner på vores grund, og som vi selv skulle betale. (Jeps, det kan kommunen godt forlange…) Så vi sidder i sådan et jerngreb rent økonomisk i hvert fald nogle år endnu, indtil obligationskursen ryger ned, og vi kan indfri til kurs pari. Meget detaljeret forklaring måske, men for at forklare, hvorfor vi ikke bare kan flytte os, uden det vil få ret store økonomiske konsekvenser for resten af vores liv.
Da det gik op for os, at vi var stavnsbundet herude, blev vi enige om, at så blev vi nødt til at få det bedste ud af det. Så vi rykkede huset fra hinanden og satte det i stand, så det blev VORES. Og så folk i øvrigt ofte siger WAUW, når de kommer ind og ser, at huset, der udefra ligner et helt almindeligt parcelhus fra 60’erne, ikke består af pistolgang og vinkelstue. Men i dag kun består af et kæmpestort rum i midten og så værelser og badeværelser for resten. Ingen tvivl om at det blev helt vildt fedt, huset, men det ændrer ikke ved, at det ligger ad helvede til langt ude, når man er uddannet journalist og arkitekt!
Så vi er faktisk et ret fint eksempel på, at man kan være nødt til at få det bedste ud af de kort, man nu engang tilfældigvis bliver tildelt her i tilværelsen. Selvom det kan være svært at få tre ens til at minde om en royal flush. Men vi prøver. Og vi forhøjede indsatsen sidste år, da min mand sprang ud som selvstændig. Det giver ikke overskud endnu. Men vi er stædige. Og vi SKAL være herude lige nu, så vi VIL have det til at lykkes.
Tjek hans hjemmeside her. Han er skidedygtig, min søde mand, og hvis I handler med ham, får han forhåbentlig snart råd til at forære sin henrivende hustru en ny taske! Hun trænger! Eller til et nyt tag. Det trænger også. Eller bare til at få løn på mere regelmæssig basis. Det er dælmeduleme noget andet at være iværksætter end at være lønmodtager. Men det er et helt andet indlæg…
Leave a comment