Hvor er det godt, man er dårlig til at smide ud…
Jeg har været i gemmerne. Dem er der mange af herhjemme. Når man er enebarn og både ens bedsteforældre og forældre har lagt sig til at dø, så står man altså nemt med en ordentlig skidestak af diverse ting og sager, man skal tage stilling til. Heldigvis også en del fine skatte.
Som for eksempel min pænt omfangsrige samling af silketørklæder. der er fra både min farmor, min mormor og min mor. Plus hvad jeg har fået forærende af for eksempel mine tanter og købt i genbrugsbutikker gennem tiderne.
Der er fine eksemplarer fra de store modehuse, der er nogle, der er købt på rejser til det store udland, og der er de helt gennemsnitlige. Jeg har aldrig smidt et silketørklæde ud. Jeg har givet væk af dem til folk, jeg holder af, som, jeg har vidst, ville bruge dem og give dem et godt hjem, men jeg har aldrig kunnet få mig selv til at smide et ud.
Det er ved at være et par år siden, jeg har gået med nogle af dem sådan for alvor. Men nu er der et flip på vej, kan jeg mærke. Det kom pludselig over mig forleden aften, da jeg så fjernsyn og Hella Joof sad og sagde et eller andet klogt med et helt fantastisk silketørklæde om halsen. Og så kunne det faktisk kun gå for langsomt med at komme ind og grave i skabet og takke skæbnen for, at jeg er typen, der gemmer.
“Jeg kan mærke, det bliver en silky vinter,” skrev jeg på Insta forleden, og min søde kollega responderede med at minde mig om Gasolins Silky Sally. Og den passer sgu meget godt til mig, så here goes:
Leave a comment