Livet går videre, men sorgen går med
For ti år og to dage siden, sagde jeg farvel til min mor på sygehuset i Esbjerg.
Jeg vidste ikke, det blev sidste gang, jeg så hende i live. Men det blev det. Søndag 16. december 2007 døde hun klokken halv syv om morgenen af en sepsis, der stødte til efter en hjerteoperation.
Operationen gik godt. Patienten døde. Som man siger. Og fredag 14. december 2007 sidst på eftermiddagen var det sidste gang, jeg så hende i live. Hun sad i sin seng og virkede til at være i bedring oven på nogle turbulente uger, hvor bakterierne i kroppen havde raset faretruende. Men nu så de angiveligt ud til at være for nedadgående.
Dagen efter, lørdag 15. december, var jeg ramt af ondt i halsen, og vi blev enige om, at jeg ikke skulle løbe smitterisikoen ved at besøge hende og i stedet tage ud og få ordnet de julegaveindkøb, der hidtil var blevet udskudt. Vi havde galgenhumoristisk joket med, om det nu kunne betale sig at købe en gave til hende. Men det mente hun nu nok, det kunne på baggrund af de seneste prøver.
Dagen efter var hun død. Og jeg skulle lære, hvordan man lever videre uden sin mor, når man står det sted i livet, der vel bedst kan betegnes som “ung voksen”.
Jeg var lige blevet 28. Et halvt år inden, var jeg blevet gift. Jeg var i mit første voksen-job og boede i mit første ejerbolig. Jeg havde endnu ingen børn. Jeg var midtimellem. Og det var vi også, min mor og jeg. Midtimellem faser i vores forhold, som altid havde været præget af sygdom, uklare roller og sårbare relationer. Vi var ligeså stille på vej fra en bitter opgørsfase på grund af fortidens spøgelser til en jævnbyrdig relation mellem to voksne kvinder med hver vores sårede lille pige indeni. Vi var i gang med at øve os i at være der konstruktivt for hinanden og hjælpe hinanden med at lære at leve i livet og bidrage positivt til hinandens liv. Vi var var på en rejse sammen. Og pludselig var vi det ikke mere.
Vi var ikke mere. Hun var væk. Jeg stod tilbage. Min mor var død. D.Ø.D.
Den første tid strømmede det ind med tilkendegivelser om, at jeg “bare skulle sige til”. Den der diffuse automat-melding, som man ikke kan bruge til en skid for at sige det, som det er. For når man står, og tæppet er trukket væk under en, har man ikke overskuddet til at sige til. Eller fra. Eller buh. Eller bæh. Man kører på ren og skær autopilot den første lange tid. Og når man endelig når dertil, at man virkelig kan sige til, så er der ofte gået så lang tid, at omverdenen forventer, man er kommet over det. Eller at man i det mindste er nået til et punkt, hvor man kan klare det selv, det der sorg. Især når man er voksen. Uanset hvor ung voksen, man er.
I dag ti år efter, min mor døde, har jeg stadig ikke fundet ud af, hvad jeg skal svare, når folk spørger mig, hvordan jeg kom over det.
For det er jeg sådan set ikke. Ovre det.
Sorg går nemlig ikke over. Den flytter ind. Både sorgen over den, man har mistet, og de stik i hjertet, der kommer løbende gennem resten af ens liv, når det bliver tydeligt og konkret, at der mangler et menneske. Som da jeg blev mor. Eller da jeg blev syg. Og rask. Eller når jeg finder et billede eller en seddel med hendes håndskrift og opdager, hvor meget jeg egentlig har glemt. For når man ikke kan tale med et menneske længere, så forsvinder de minder, man havde sammen faktisk ligeså stille. Og så er det lidt som at miste dem igen. Eller når jeg kommer til at tænke på, at vi faktisk var midtimellem. Sammen. At vi lige var midt i noget, og det går op for mig, at der er nogen projekter, man ikke kan gå videre med alene.
Så jeg plejer at svare, det ved jeg ikke. Hvordan man kommer over det.
Livet går videre. Men sorgen går med.
Hvis du vil læse lidt flere tanker om sorg, og hvordan det er at miste, så læs med her og her.
Leave a comment