Mit bud på en midtvejskrise
Jeg har det mærkeligt for tiden. Der sker så meget inde i mig, at jeg nærmest føler mig hæmmet. Som om jeg ikke kan følge med mig selv.
Det er også derfor, jeg ikke får skrevet særligt meget for tiden. Hvilket egentligt er underligt, for det plejer at hjælpe mig, når jeg har meget i hovedet. Men ikke lige nu. Der kommer bare ikke rigtig noget, når jeg sætter mig til computeren. Og det er ikke, fordi mit hoved er tomt. Mere som om alle mine tanker rammer en flaskehals, så ingen af dem kommer ud. Og så bliver det enten for meget at prøve at sortere i, eller også er der en et-årig eller en seks-årig, der bryder ind med et eller andet. Og det i sig selv udfordrer min hjernekapacitet max. At blive afbrudt hele tiden.
Efter jeg var nede og vende for nogle år siden, har jeg været mere følsom over for at blive afbrudt midt i noget. Og det bliver man jo altså ret meget i vores verden, hvor det gennem mange år har været et must ”at trives med mange bolde i luften”, som der har stået i vel sagtens 90 procent af jobopslagene uanset job, branche eller lønramme. Og når man så har små børn, så bliver man virkelig udfordret i den afdeling, for er der noget, de gør, så er det at afbryde. Enten ved fysisk at jagte en rundt i manegen og hive i ens ben, uanset om man er på vej gennem stuen med en bunke vasketøj, er midt i at tømme opvaskemaskine eller bare lige skulle hente en karklud til at tørre bordet af med. Eller også ved at stikke i et hyl eller på anden vis kræve opmærksomhed her og nu.
Og sådan er det bare at have små børn. I get it. Og det går over, når de bliver lidt ældre, eller rettere så kan man lidt bedre forklare dem, at de skal vente, og de går da heller ikke sådan fysisk ind foran og afbryder en, når de er større. Men jeg har virkelig undervurderet, hvor meget det udfordrer min hjerne med de der baby-afbrydelser. Og nu står jeg midt i dem, og jeg kan ikke rigtig gøre andet end at vente på, ungen bliver større.
For det gør han, og det gør den store på seks også, og de både trives og er nogle glade drenge, og indimellem bliver jeg skidehamrende rørt af netop det faktum, og så er det, jeg siger til mig selv, at nu skal jeg dælme også fokusere på at nyde hvert øjeblik, for de bliver 18 lige om lidt. Og samtidig med, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for at nyde det i nuet, så rykker det i mig efter at komme videre i mit liv. Ud og lære noget, skabe noget, tage store bidder af tilværelsen og bidrage med at flytte verden. Dels fordi jeg har den i mig, trangen til at lykkes, trangen til at skabe, trangen til at sparke til sten, der ligger i vejen. Dels fordi jeg helt ærligt føler, jeg har noget til gode.
Jeg har trukket en pæn række nitter i tombolaen i mit liv på flere områder. Og det er der ikke noget at gøre ved. Det er ikke nogens skyld – eller jo, gu fanden er det så, men der er ikke nogen, jeg kan gå ud og stille til ansvar og så få det, jeg har brug for. Men det har betydet, at jeg har måttet bruge mange af kræfter og megen tid på alt muligt andet end mig selv og mine egne ønsker, håb og drømme for, hvad jeg gerne vil i og med mit liv. Nu er jeg der, hvor jeg har begravet mit ophav, født de børn, jeg skal have, været ude og skide på den mørke side af tilværelsen. Nu føler jeg, der skal ske noget andet med mig. For mig. I mig. Jeg har bare ikke fundet ud af hvad. Endnu…
Leave a comment