Om at nyde det, mens de er små

På onsdag drager jeg til London. Jeg skal over og besøge min barndomsveninde. Den første jeg legede med i børnehaveklassen. Hende der har kendt mig længst af alle mine veninder, og som er en af de få, jeg stadig kender, jeg deler barndomsminder med, eftersom min familie ikke er her mere.

Jeg glæder mig. Og jeg trænger!

Er som så mange andre småbørnsmødre i en kronisk tilstand af alarmberedskab, for hvor f***** er den unge nu henne? Hvad roder han i? F*** han har tømt vandskålen, spist kattemaden, rykket en bog i stykker, fundet en ledning, puttet en legoklods i munden, proppet et eller andet i lokummet, puttet en traktor i vaskemaskinen, pillet alt op af papirkurven på kontoret… Senest har han fundet ud af at åbne skufferne i køkkenet og på den måde udvide territoriet.

“Nyd det mens de er små, det er så hurtigt overstået,” siger de.

Altså alle dem, der ikke længere står midt i det og for længst er nået dertil, at de har genvundet friheden til at skide i fred, sove en hel nat eller rent faktisk er i stand til at gøre noget færdigt uden at blive afbrudt uafladeligt. Dem der ikke længere har stillet fysiske barrierer op foran nærmest hvadsomhelst, der kan flyttes eller pilles ved, i under en meters højde. Dem ikke længere må nøjes med at fantasere om, at kaffen i koppen stadig er varm, og at kunne sidde ned og drikke den. Dem man, når man står midt i orkanens øje, overvejer at slå med en stegepande. Om ikke andet så for at få de tyve dage i spjældet, så man kan opnå det store privilegium at være i fred!

Da jeg stod med min førstefødte, troede jeg, at det var mig, der var utaknemmelig, uegnet, urimelig og helt helt forkert, når jeg havde de der tidspunkter, hvor jeg virkelig ikke kunne nyde det. Og når så de kom og henført sagde, at ih, hvor skulle jeg sørge for netop at nyde det og være til stede i det, mens han var så lille, så følte jeg mig decideret ussel. Både som mor og som menneske. Jeg elskede mit barn. Men nogen nydelse var hverdagen sgu ikke. Den var kaotisk, fragmenteret, stressende, og noget jeg aldrig rigtig slog til i.

Her anden gang husker jeg mig selv – i øjeblikket dagligt! – på, at det der med at nyde det, mens de er små, det er sådan en følelse, man kommer til, når de er blevet lidt ældre. Når den der tilstand af kronisk alarmberedskab har lagt sig lidt, og man igen kan gennemføre et toiletbesøg i fred, rent faktisk gennemføre bare ganske beskedne planer – fx at hælde en kop kaffe op OG sætte sig ned og drikke den i umiddelbar forlængelse – og ikke mindst er nået til at få sovet otte timer i rap. Det er når man når dertil, at man får tid og overskud til at sætte sig ned og rigtigt nyde dem, mens de er små. Men så er de også henrivende…

Noget i samme stil