Så blev det 2018

Godt nytår!

Herfra kan jeg ikke berette om tømmermænd efter et vildt nytårsparty. Dels fordi vi som en gennemsnitlig baby-ramt familie er kronisk gennemtrætte og ude af stand til at opbyde energien til at feste.

Dels fordi jeg bare ikke er fan af nytårsaften generelt. Jeg synes ret beset, det er årets mest hysterisk opreklamerede aften. Jeg hader fyrværkeri, jeg drikker sjældent og aldrig ret meget, og så er man jo ærligt talt ret meget bagud allerede der i forhold til, hvad nytårsaften generelt omhandler.

Til gengæld måtte jeg denne nytårsaften bide i det sure æble og indse, at den førstefødte på seks år har nået en alder, hvor det der med nytårskrudt ikke længere kan undgås. Så faderen blev sendt med ham ud og købe en beskeden mængde af skidtet, og dermed blev nytårsaften 2017 også den første i en endeløs række af nytårsaftener, hvor moderhjertet kommer til at sidde oppe i halsen.

Jeg begriber ganske enkelt ikke, fyrværkeri stadig er lovligt. I betragtning af hvad man ellers ikke må, og hvad staten synes, den skal blande sig i, så fatter jeg simpelthen ikke, at man år efter år sælger krudt til almindelige civilister, som med overhængende sandsynlighed er både bøvede og berusede, når de håndterer det. Det forurener ad helvede til, dyr og – nogle – mennesker bliver skræmt fra vid og sans, og hvert eneste år kommer folk til skade ved det. Forbyd det lort for civilister og lad nogle professionelle fyrværkere håndtere det!

Men men. Den ønskedrøm har jo nok lidt lange udsigter, så min søde mand forsøgte ihærdigt at lære ældstesønnen noget om respekt for fyrværkeri, mens jeg sad indenfor på gulvet med tre katte og en baby og ventede på, det gik over.

Det gjorde det – for vores vedkommende – cirka 22.30, hvor mit lille krudthovede meddelte, han var træt, gik ud og børstede tænder og kaldte på sin mor inde fra sengen med et “jeg vil godt høre en Vitello nu, mor”. Den faldt både han og hans mor så i søvn til, og således blev det 2018, uden jeg opdagede noget som helst.

Det gjorde min søde mand til gengæld, som beskrev infernoet omkring midnat som noget i retning af slaget ved Somme i 1916. Så blev det hans tur til at sidde med tre katte og en baby på gulvet og vente på det gik over.

Heldigvis går danskerne hjem, når det begynder at regne, og det gjorde det henad 1. Og nu er der et helt år til næste gang, hvilket jeg og mine tre katte fejrer ved at spise sushirester og se flimmer på sofaen. Og sådan er det jo så forskelligt, hvad man synes, der er værd at festligholde her i tilværelsen.

Rigtig godt nytår!

Noget i samme stil

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *