Ugen der gik – 25/2018
Kaffe i koppen. Presselogen i flimmeren. Computeren på skødet. Det er søndag og tid til at gøre status over den forgangne uge.
I den har jeg blandt andet:
Erkendt at jeg indimellem er en uhensigtsmæssig kombi af veritabel drage og hønemor og sendt faderen med barnet til skoletandlægen for alles skyld. Drengen har fuldstændig samme tandudskiftningsmønster som sin mor, hvilket betyder, mælketænderne ikke vil slippe, og de blivende tænder ikke vil holde sig tilbage heller. Det betyder bisser i to lag og altså en tur til tandlægen for at få trukket den første rokketand ud, eftersom den ikke rokkede hurtigt nok selv. Han var SÅ sej, Tristan-Leander, og det var tandlægen også, meldte faderen.
Ryddet op i både babyting og på loftet. Er langt fra i bund med noget af det, for der er eddermame meget oppe på det loft. Men fik sendt en hel masse til genbrug og en hel masse ud til min veninde, der venter drengetvillinger om nogle måneder. Elsker når tingene kan gå i arv, både som modtager og giver.
Der er et eller andet fodbold i flimmeren for tiden, hvis ikke I har opdaget det. Det er ikke, fordi det er noget, vi følger voldsomt med i, jeg er faktisk helt på det rene med, at noget af det værste, der er sket i dansk fodboldhistorie var, at vi vandt EM i ’92. For lige siden har vi lidt af den vildfarelse, at vi er en stor fodboldnation og reelt vindermateriale i diverse mesterskaber. Og let’s face it, det er vi så ikke. Men jeg elsker fællesskabet, der kan skabes om sådan en begivenhed. Forleden da Danmark og Australien spillede mod hinanden fik jeg en besked med et billede fra vores gamle udvekslingsstudent Nigel, der boede hjemme hos os i 1987. Han sad på den anden side af jorden med sit Danish Dynamite-halstørklæde og var splittet omkring, hvem han skulle heppe på. Og straks fik fodbold en helt anden betydning, fordi to mennesker begyndte at udveksle minder, der ellers bare ville være glemt på hver sin side af jordkloden. Love it!
Fået klippet cirka halvdelen af garnet af. Mit hår var blevet ret langt, for jeg havde egentlig ventet, jeg ville få ammehår, efter jeg fødte, så jeg har nærmest ikke fået det klippet, fordi jeg har gået og ventet på, det ville blive helt elendigt og dermed virkelig nødvendigt, at der var noget at klippe af. Men det blev ikke rigtig til noget med ammehåret her anden gang. Min frisør er min veninde, så hun får stort set frie hænder, når jeg sætter mig i stolen. Jeg ved jo, hun kan redde det, hvis jeg hader det, men det har jeg nu aldrig oplevet. Vi har virkelig været bredt omkring med mit hår. Det har været både kort og langt, farvet både rødt og platinblond, været både permanentkrøllet og stået helt skarpt gennem de senere år. Lige nu tror jeg nok, det hedder en lang page med etager.
Holdt Sankt Hans Aften på ganske sædvanlig vis: I regn og herhjemme. Er der egentlig nogensinde en Sankt Hans Aften, der har været lun og solskinsfyldt, siden P.S. Krøyer forevigede idyllen med olie på lærred og skabte en nationalfantasi, der siden har været forjættet? Her i Udkanten blæste og regnede det, og af ren og skær stædighed iførte Jon sig regnfrakke og fik ud og tændte op i grillen, så man i det mindste kunne sige, man havde fået pølser og snobrød tilberedt udendørs. Sankt Hans, min bare…
På sædvanlig vis feberreddet en børnefødselsdag med 30 kroner klistret ind i et kort. Og lært at sønnike er fuldt ud i stand til at skrive under selv. Lige om lidt kan han sgu også køre til fest selv!
Leave a comment