Velkommen til sæsonstart
Vi taler her starten på stormsæsonen.
Den årligt tilbagevendende begivenhed, hvor vi render rundt og surrer alting fast, propper garagen til bristepunktet og ser i øjnene, at fra nu af er der ikke kaffe på terrassen før til næste forår. Med mindre man altså tager en stol med indefra, for fra nu af er havemøblerne bundet sammen til en stor klump.
Intet nyt fra vestfronten, som man siger, for sådan er det at bo på disse kanter. Men i år er det usædvanlig tidligt, stormsæsonen er begyndt. Faktisk vist nok det tidligste i 27 år!
Jeg er ret så garvet, hvad det det angår, og min mand synes ikke længere, jeg er hysterisk, når jeg går rundt som en anden lejrkommandant og forlanger, at selv den mindste lille plasticskovl skal pakkes væk. For at blive vækket af sådan en, der tæsker ind i ruden klokken 2 om natten, der er faktisk et ret godt eksempel på noget, der er træls.
Det rev og bragede da også en del i går aftes, og jeg vidste godt, at de der børn og katte ville være noget forstyrrede og synes, at vi godt lige kunne tage og skrue lidt ned for festlighederne – selvom det var ikke engang særlig vildt, nærmest kun en stormende kuling. Men vi gjorde en hyggeaften ud af det, og sad og korsede os over Peter Tanev og alle de fortelte, der blæste væk på en eller anden campingplads i Karrebæksminde. Hvem helvede lader sit fortelt stå i stormvejr, altså?! Men det gik sådan set fint med at falde i søvn, selvom det ruskede noget – lige indtil klokken godt midnat, hvor et godt 100 kilo tungt vinduesparti, vi havde fået i overskud, engang vi byggede om, væltede omme i vores baggård. Det havde ellers stået fint deromme gennem indtil flere storme. Men ikke længere. Skraldebang klirklirklir… Og på den måde blev beslutningen om, om vi skulle bruge det til et lille havehus, vi har talt om, truffet. Det skal vi så ikke.
Og sådan er der så mange beslutninger, der træffer sig selv, hvis man bare venter længe nok. Overvejer om der er andre ting, man i virkeligheden med fordel kunne stille ud, næste gang der kommer en rask lille storm forbi, så jeg slipper for at tage stilling til dem…
Leave a comment