Der var engang et gulv…

Er allerede forsinket i byggeprocessen. Det burde jeg jo, som den fødte pessimist jeg er, jo egentlig have regnet med, men det seneste halve års tid er jeg blevet slem til at slække på min pessimisme. Den slags hævner sig! 

Til gengæld har vi også fundet et par skjulte rørskader. Så kan man lære det! 

Men min hvide bordplade står stadig i mit åsyn. Tror simpelthen det bliver så godt, og det er så sund en proces, den her ombygning. Især for mig. Jeg kan mærke, hvordan jeg gradvist bliver mere og mere mig selv igen efter alle disse år med død, angst, arbejdsløshed, præmaturt barn og usikkerhed omkring alt undtaget mit parforhold, gudsketakoglov. 

Det værste for et menneske er utryghed, sagde min mand forleden. Det kan jeg i den grad bekræfte! Det er altødelæggende, og selv den stærkeste kan knækkes af utryghed, og jeg har gennem flere år levet med den konstant. Utrygheden, frygten for at miste min familie, sorgen ved at gøre det. Utrygheden ved ikke at have økonomisk sikkerhed i form af et fast job, og den undergravende usikkerhed på egne evner, der følger med, selvom jeg godt ved rent intellektuelt, at jeg er rigtig god til mit fag. Især når jeg er tryg! Utrygheden og angsten for at miste mit barn, skyldfølelsen ved at have født for tidligt, det smadrede selvværd ved ikke at kunne råbe lægerne op i flere måneder og ved ikke at kunne gøre mit barn tilpas. Det invaliderende, der ligger i massiv søvnmangel og en diæt af kaffe og sukker gennem lang tid. Og det skræmmende ved at miste evnen til at træffe beslutninger, fordi hjernen simpelthen kortslutter. Har man ikke været der, har man simpelthen ikke nogen anelse om, hvor frygteligt det er! 

Til gengæld er det så vildt, så rørende, som dengang man oplevede at holdt balancen på sin tohjulede cykel selv, når man begynder at lære at fungere igen. 

Jeg kan huske, første gang jeg oplevede at jeg glædede mig oprigtigt indeni, efter jeg var kommet i den rette behandling hos psykiaterne. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad det var over. Men det var så fantastisk en følelse, der gik lige ned i maven og bredte sig til resten af kroppen og satte en lille byggesten fast på fundamentet til mit selvværd, som jeg jo måtte i gang med at bygge op fra bunden.

Eller da jeg for nogle måneder siden begyndte at blive rørt over ting. Det er jeg ikke blevet i årevis. Jeg har grædt mange tårer af frustration, frygt, afmagt, sorg, men ikke over at blive rørt. Der har været helt lukket for det center.

Og da jeg for egentlig ret få uger siden endeligt besluttede, at nu skulle det være med den her ombygning, var det på mange måder beviset på, at YES, jeg er tilbage. Ikke i topform, og ikke som den samme, jeg var før. Men jeg er kommet over på den rigtige side af livet igen…