Sådan gik barnedåben
Der har været høflige forespørgsler på, hvorledes barnedåben forløb. Og jeg kan melde, at den forløb ganske tilfredsstillende. Således ingen døde eller sårede 🙂
Det regnede ganske vist det meste af dagen, vi glemte dåbskjolen i første omgang og måtte styrte tilbage efter den mellem dråberne, og vi fik stort set ikke talt med nogen af gæsterne. (Sidstnævnte fuldstændig som forudset. Sådan er det altid ved den slags begivenheder, hvor man inviterer mange mennesker, og det er sådan set også årsagen til, jeg virkelig ikke er tilhænger af dem. Men det er et helt andet indlæg.)
Men det var en fin dag, folk hyggede sig, og Sixten-Emil fik sit navn.
Dagen før havde jeg raidet indtil flere haver – i fuld overensstemmelse med haveejerne, bare rolig – og jeg havde plukket cikorier på engen, der ligger lige for enden af vores vej. Så jeg lavede en sværm af buketter bestående af haveblomster og markblomster, dækkede bordene og handlede det sidste lørdag formiddag.
Søndag stod det som sagt ned i stænger fra morgenstunden, og der kom nogle dygtige vindstød, så jeg droppede min plan om at gøre noget videre ved mit hår og nøjedes med at knalde det op i en knold og montere en rose i det, og jeg ventede med at hoppe i kjole og stilletter, indtil vi var ved kirken. Så kunne jeg da i det mindste sige, jeg var pæn, da jeg kom, men det var jeg så til gengæld også, hvis jeg selv skal sige det.
Både dåbsbarnet og hans storebror var afsindig eksemplariske i kirken. Ikke et kvæk kom der fra nogen af dem, før den ældste af nysgerrighed gik med til altergangen og blev vildt skuffet over, at det var elendig sherry eller sur portvin, der blev serveret og ikke æblejuice. Chipsen var også tør, sagde han med tårer i dådyrøjnene, og moderen kunne jo kun gie ham ret og fortælle, at det er derfor, jeg ikke kan drømme om at gå til altergang. En opgradering af traktementet vil helt ærligt ikke være storladent!
Traktementet efter dåben var til gengæld helt i top. Jeg havde ringet efter brunch fra Cafe Salskov inde i Esbjerg, og Simon, der ejer cafeen, havde rettet det hele an til os nede i Jon & Dittes Hus, som vores lokale “forsamlingshus” hedder, så det passede helt perfekt med, at vi kom fra kirken. Og så gik den vilde snak og spisning ellers i flere timer.
Vi havde besluttet os for at være meget restriktive i forhold til, at Sixten-Emil ikke kom på andres arme end vores og min veninde Pias. Han er en rigtig glad dreng, der elsker at snakke med folk, og han er meget mere robust end Tristan-Leander, som jo blev født for tidligt, var. Men mange mennesker, der velmenende gerne vil hen og dikke og pille og holde – nej tak! Så bliver en glad baby hurtigt en stresset baby, og det ville jeg ikke være med til. Heldigvis har de fleste faktisk fin forståelse for den slags, og selvfølgelig også vores gæster, men der var megen hurlumhej, og det blev ikke til meget andet end powernaps på ti-femten minutter i løbet af dagen, så mor, far og tante Pia havde hænderne fulde hele dagen! Heldigvis havde vi god hjælp til alt det praktiske i et par af mine veninder, som styrede brunchbuffet og Asti-flasker med øvet hånd.
Alt i alt en rigtig fin dag for Sixten-Emil og ikke mindst vores ti års bryllupsdag, hvilket de fleste vist havde glemt, men selvfølgelig ikke min søde mand. Han holdt en rigtig rørende tale til mig, så jeg måtte fikse makeuppen og slet ikke kunne finde ud af at sige noget, og der bare var tavshed, da han var færdig. Min søde mand, altså…
Men men – her er lidt billeder fra dagen, hvilket et par af jer har efterlyst.
Leave a comment