Coronatanker fra Udkanten

Der er ingen tvivl om, at det er en mærkelig tid, vi har for tiden. Det er ligesom alvor på en måde, vi ikke er vant til. Og måske netop derfor er der stadig nogen, der skal hjælpes til at forstå, at de ikke er klogere end Søren fra Sundhedsstyrelsen, og at de skal lade være med at tage den her lockdown som en samfundsbetalt ferie. Selvom det helt klart er væsentlig mere ferie for dem, der er sendt hjem med fuld løn, fuld ferie, fuld pension og får lov til at bevare sin overtid på flexen, end det er for dem, der må gå ned i løn, bliver arbejdsløse eller ligefrem må lukke deres virksomheder under denne samfundsnedlukning! Og yes, det er et direkte hærp med krabasken mod den beslutning, at de offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, og som ikke kan udføre deres arbejde hjemmefra, er sendt hjem med ovenstående betingelser. I stedet for at blive trukket i overarbejdstimer, hvis man har sådan nogle liggende, trukket delvist i ferie og måske endda gå nogle procent ned i løn – som det er tilfældet for afsindig mange privatansatte i denne tid. There, I said it!

Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke har respekt for offentligt ansatte og de job, de udfører. Det har noget at gøre med, at jeg ser det samfundsmæssigt problematiske i de vilkår, de er sendt hjem på. To meget forskellige ting!

Men tilbage til det her med, at det er alvor på en anden måde, end vi er vant til. Coronaen afslører jo den helt fundamentale demokratiske egenskab, vi er så vant til herhjemme: At det er okay at være uenig i myndighedernes beslutninger, og at de i mange tilfælde kan være til tolkningsmæssig diskussion. Problemet er bare, at her har det konsekvenser for andre end en selv, og potentielt dødelige konsekvenser hvis man ikke gør, hvad myndighederne siger. For eksempel i forhold til det her med ikke at måtte samles mere end 10 mennesker, og der skal holdes afstand.

På trods af, at Thorkild F fra Rigspolitiet har været ude flere gange og givet den som både good cop og bad cop, har man kunnet sidde foran skærmen og se, hvor crowded der så ud ved søerne i København og i parkerne.

WHY? Er der andre end dig, der har fået samme ide at gå en tur i nærmeste park, så er tiden ikke til, at man holder på sin ret til at færdes samme sted. Gå et andet sted hen! Og hvis der stadig ikke er plads, så gå hjem! Færdig slut prut.

Her i Udkanten har vi ikke helt de samme problemer, og det giver sådan set sig selv, eftersom vi opererer med en befolkningstæthed, der ligger væsentligt under den i hovedstadsområdet. (Ikke helt på 50 procent, men med større gab end en tredjedel. Men det varierer faktisk ret meget alt efter, hvilken del af Udkanten, vi taler om.) Vi har ganske enkelt mere Lebensraum.

Men vi lever da anderledes for tiden. Der er stadig leg på vores vej, men min førstefødte har fået strenge ordrer på, at han ikke må gå med nogen ind, og at han ikke må dele løbehjul og legetøj, som han plejer. Yngsteøglen er mere mandsopdækket, end han plejer, og håndvask og afspritning er obligatorisk, både når man går ud og kommer ind. Det er kun 1 voksen, der køber ind, og det foregår, når der er færrest biler på parkeringspladsen ved købmanden og altid med både sprit og handsker. Sådan var det også, inden det blev stillet op i forretningerne. Jeg kan nemlig godt huske, hvor farligt det var for min mor, der ikke havde noget immunforsvar, og selvom hun døde for efterhånden 13 år siden, så sidder det der med at være forsigtig stadig dybt i mig.

Alt arbejde forgår hjemmefra, og vi er ikke sammen med andre end genboen. Hvilket foregår i  meget afsprittet tilstand, og i forbindelse med aflevering af købmandsvarer eller aviser. Bevares, vi snakker over hækken og drikker kaffe ude på vejen. Men med en helt anden opmærksomhed på afstand, end vi nogensinde har gjort før.

I den kommende uge skal jeg så på efteruddannelse. Et forløb der er flyttet til at foregå online, hvilket jeg er noget spændt på at se, om det er muligt at opretholde et tilfredsstillende fagligt niveau på. Men det skal have en chance, og måske ender det med at være superfedt!

I det hele taget er jeg ret spændt på at se, hvilke positive ting der kommer ud af hele den her corona-lockdown. Hvor meget nedsættes CO2-aftrykket for eksempel af, at vi i så høj grad har arbejde hjemmefra? Og fraset at vores børn er hjemme hele tiden, og vi også lige skal passe dem og agere skolelærere, hvad kommer krisen her så til at vise omkring perspektiverne ved hjemmearbejdspladser? Kunne det i virkeligheden være, der var en ide i, at vi i langt højere grad arbejdede fra egen matrikel? Viser det sig faktisk både at være gavnligt for miljøet, for vores trivsel og måske endda for vores arbejdsindsats, at vi ikke skal fragte os fra a til b hver eneste dag? Det kunne jeg virkelig godt forestille mig, vi som samfund kunne have gavn af at arbejde videre med i kølvandet på coronaen, og jeg håber da, der sidder nogle friske forskere og høster data derude.

Kunne man også forestille sig, at teknologien vinder indpas på områder, hvor man før har haltet lidt bagefter med at få den ind, fordi man har været lidt for tryg i det, man plejer? Fx i forhold til onlinemøder og virksomhedsudvikling? Og kunne man forestille sig, at nogle mennesker endte med at få lidt mere ro på indeni, fordi de er blevet tvunget til at tage en aktivitetsmæssig kold tyrker? Eller at vi ender med at tænke lidt mere på samfundet som noget, vi ikke bare skal yde skattekroner, men også handling og pli til for at det fungerer?

I går aftes kom min gamle underbo ind på min nethinde. Han var stor knægt under Anden Verdenskrig og boede på en skole, hvor tyskerne havde indlogeret sig. Han fortalte mig mange historier om tiden dengang og om hans rigtig mange efterfølgende år i Hjemmeværnet, hvor det alt sammen handlede om at være beredt og klar til, at man kunne passe på sig selv og på samfundet.

Det er det, det handler om i denne tid. At vi skal passe på os selv og samfundet. Også selvom det er ubelejligt og kræver, at vi tager os sammen.

Noget i samme stil