Dagene der mærkes

I dag er det syv år siden, bunden blev slået ud af mig.

For syv år siden døde min mor af en sepsis, hun havde fået efter et længere forløb på hospitalet oven på en stor hjerteoperation. Det var sådan et af de tilfælde, hvor operationen gik godt, men patienten døde. Hun var syg af lupus gennem mange år inden, så vi har altid levet med en fod siddende i hospitaldøren, men alligevel kom det bag på os, at hun døde denne søndag morgen, som 16. december var i 2007.

Hvert år omkring denne tid har jeg det sådan lidt mærkeligt. Jeg går og husker nogle detaljer omkring præcise tidspunkter på præcise datoer.
For eksempel 14. december. Det var den dag, jeg sidst så min mor i live. Det var på hendes enestue på afdeling 242 på sygehuset i Esbjerg. Hun sad op i sin seng og havde det rigtig fint. Var i godt humør og helt sig selv.

Og 15. december som var den dag, jeg sidst talte med hende. Det var over telefonen om de julegaver, jeg havde været ude og købe både til og fra hende. Jeg havde fået rigtig ondt i  halsen i løbet af natten, og jeg husker, vi talte om, om jeg skulle komme op til hende, eller om smitterisikoen var for dum at løbe. Hun havde det så fint, sagde hun, så jeg skulle bare få ordnet julegaverne, så kunne vi bare ses i morgen.

Og så i dag, 16. december, som var den dag, hun døde. Min far ringede ved halvsyvtiden og sagde, at det var ikke så godt med mor. Det havde han gjort flere gange tidligere. Vi stod op, min mand sendte mig ud under bruseren og stod klar med en skål yoghurt, da jeg kom ud. Jeg stod op ved køkkenbordet og spiste, da min mobil ringede igen. Det var en sygeplejerske. Jeg husker ikke hendes præcise ord, men hun ringede for at skynde på os.
“Er det nu,” spurgte jeg.
“Ja,” svarede hun bare, og jeg smed røret på, råbte efter min mand, og fløj ned af trappen, mens jeg vist bare messede en masse nejnejfuckkomnunejnejnejkomnukomnu.
Min mand kom styrtende bagefter, tydeligt irriteret over, at alting pludselig skulle gå så stærkt. Han havde slet ikke opfattet, hvad der var ved at ske. Nede på gaden lå der sne, og vores bil var dækket af is. Jeg skulle til at løbe op på hospitalet, men min mand råbte til mig, at jeg bare havde at sætte mig ind i bilen, og midt i min panik nåede jeg at tænke, at jeg jo ikke ville nå hurtigere frem ved at løbe de halvanden kilometer som at vente på, at der blev skrabet et felt fri af forruden.
Jeg husker svagt turen hen ad Kronprinsensgade, op ad Frodesgade, og så ellers at jeg løb ind af døren til afdelingen og ind på hendes stue, hvor min far sad ved siden af min mor i hospitalssengen.
“Det er sket,” sagde han, og jeg fløj hen og tog hende i hånden og aede hende hårdt på armen, som om hun kunne vågne af det, mens jeg grædende spurgte, om hun var død, og bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde været oppe og besøge hende dagen før, fordi jeg havde ondt i halsen og ikke ville smitte hende. På den anden side af sengen stod der en sygeplejerske og prøvede at tale mig fra at bebrejde mig selv noget, for ingen kunne havde vidst, at det ville gå, som det gjorde: At min mors krop i løbet af natten ikke kunne mere, at sepsissen gik helt amok, og at hun døde klokken lidt i halvotte om morgenen i dag for syv år siden.

I dag og de næste dage frem mod jul og nytår, plejer jeg at gå og få flashbacks, når jeg ser på klokken. Jeg tænker sådan nogle ting, som at “nu snakkede jeg med bedemanden”, “nu var jeg i gang med at ringe rundt og fortælle det”, “nu var vi i Kvickly, og alle andre gik bare rundt og handlede, som om intet var hændt, og min mor var lige død”, “nu lukkede vi låget på kisten” og så videre og så videre.

Jeg fungerer fint, har min hverdag og kan også glæde mig og grine og have det sjovt. Men de der flashbacks kommer og går hvert år ved denne tid, og gennem årene er der kommet flere detaljer til. Som om man lige skal have tid til at være klar til at erindre en ting mere.

Er ked af, du skulle af sted så tidligt, mor. Det kunne have været hyggeligt at leve sammen lidt længere. Sov godt.

Anna Elisabeth Baasch Aagaard
5. maj 1946 – 16. december 2007

Noget i samme stil

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 Comments

  • SVAR

    Hvor er det stærk læsning, Christine. Jeg har læst dine ord to gange nu, og selv om jeg er så forunderligt heldig både at have en mor og en far i live, gør det rigtig meget ved mig. Alt det, vi kan miste så hurtigt. Alt det, der kan skride fuldstændig ud af ens hænder, uden at det huskede at spørge først, om man var klar. Når du skriver det med, hvordan du på de og de tidspunkter husker, hvad der skete, efterhånden som de her december-midte-dage går, så bliver din sorg utrolig nærværende. Du skriver godt, og du rammer sindssygt præcist. Min mor var indlagt på sygehuset i sidste måned, hun var rigtig dårlig og med voldsomt lavt blodtryk og vildt svimmel og uden appetit. Mine brødre og jeg blev rædselsslagne, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad det var. De ved det stadig ikke, og nu er hun hjemme, og hun er stadig dårlig ind i mellem. Jeg kan slet ikke forestille mig at miste min mor. Det har du prøvet. Det er vanvittigt. Og hold fast hvor skriver du smukt og rammende om det.

  • SVAR

    Så fint og usentimentalt. Masser af <3 til dig

  • SVAR

    Tusind tak, søde Mai! Håber alt dwt bedste for din mor. Vær som høge over for lægerne og nyd hvert et øjeblik, du har med dine forældre. Og hvis alligevel du har lyst til at slå dem med et bræt med et rustent søm i indimellen, så er det helt, som det skal være! Men fuck hvor er de lang tid borte, når de først er døde…

  • SVAR

    ? tak smukke Soffi!