Den dag jeg blev alene
Klokken var lidt over 12, da jeg blev kaldt ind på et lille kontor af en chef. Jeg havde været på en opgave ude af huset, og han og en af hans kolleger stod på gangen og ventede på, at jeg kom tilbage.
”Kom lige herind, Christine, sagde han og viste mig over på en stol ved et lille mødebord.
Kollegaen, hvis kontor det rettelig var, satte sig ved sit skrivebord, og døren til resten af verden blev lukket.
”Christine, jeg skal desværre fortælle dig, at din far er blevet fundet. Derhjemme. Død. Det er mig, der har valgt, at du får det at vide på denne her måde i stedet for af to uniformerede betjente. Jeg håber, du synes, det er den rigtige beslutning.”
Han kiggede medlidende og afventende på mig. Det samme gjorde hans kvindelige kollega. De. Holdt. Nærmest. Vejret.
I slowmotion oplevede jeg, hvordan mit hjerte sprang et slag over. Så begyndte det at banke. Hårdere og hårdere. Hurtigere og hurtigere. Min mund tørrede ud fra det ene øjeblik til det andet, og kvalmen stod på spring. Jeg tog det glas vand, der stod på bordet. Det var ikke mit. Det var lige meget. Det var der.
”Hvornår? Hvem ringede? Hvor er han nu?”
Spørgsmålene flød ud af munden på mig, og chefen, der i dette øjeblik ikke var min overordnede, men et menneske, der var sammen med et andet menneske i et af de mest skelsættende øjeblikke, man kan stå i, skubbede et stykke ternet papir over til mig.
”Jeg ved ikke mere. Du skal ringe på det her nummer, sagde han.
Jeg tog sedlen. Og min telefon. Sagde vist nok undskyld og ringede til min mand, der også var på arbejde. Spurgte om han var alene, så snart han tog den, lyttede egentlig ikke efter svaret og sagde så ordene: ”Min far er død”.
I det sekund vidste jeg, at jeg var alene.
Ingen havde længere pligt til at elske mig. Stille op for mig, hjælpe mig, lytte til mig, interessere sig for mig, involvere sig i mig. Fra da af var jeg fundamentalt alene.
Det var 3. februar 2010. Min far var 65 år gammel, og han var blevet fundet af avisbuddet hjemme i entreen, hvor han var faldet om. Tydeligvis aftenen før.
Godt to år tidligere havde jeg mistet min mor, og nu blev bunden slået ud af mig igen. Jeg ved ikke, hvad der var hårdest. At den blev det, eller at jeg vidste, hvad jeg stod over for.
Sorg, savn, vrede, forladthed, udmattelse, ensomhed. Velmenende omgivelser, der tror, de forstår, men i virkeligheden intet aner om, hvordan ens sjæl er revet og flået i stykker. Og det gennem meget længere tid, end man kan forestille sig. Erkendelsen af at minder ikke længere kan deles med dem, man har skabt dem sammen med, at de derfor ligeså stille forsvinder. At det, man kommer fra, ikke længere betyder noget særligt for andre end en selv. For når ens ophav dør, er det ikke bare dem, man mister. De tager på en eller anden måde en del af en selv med.
Jeg var 30, da jeg begravede den sidste af mine forældre. Ingen af dem havde været helt raske stort set hele mit liv, så det har altid været en dag, jeg var bevidst om, ville komme. Nok også tidligere end for andre.
Men det tabu, sorgen og dens omfang udgør, tror jeg, er ret universelt uanset om man er 30 eller 60, enebarn eller ud af en stor flok, mand eller kvinde, syg eller rask, tyk eller tynd, blå eller grøn. Sorg er noget, man helst ikke taler om. Måske fordi det er ubehageligt. Måske af misforstået hensyn. Måske fordi det ikke passer ind i vores produktivt fokuserede liv, hvor vi skal yde og være effektive og helst ikke ligge hverken samfundet, næsten eller arbejdspladsen til last.
Jeg har aldrig hørt om nogen, der har ringet ind på arbejde og sagt, ”jeg kommer ikke i dag, for jeg er bare pludselig helt vildt opløst over, at min mor døde for tre år siden.” Men jeg tør godt garantere, at der er mange, der har ringet ind på arbejde og sagt, de havde fået influenza i stedet for. Jeg selv inklusiv.
Hvorfor egentlig?
Hvorfor vil vi tilsyneladende helst ikke vide, når folk omkring os sørger eller har et hul i hjertet, der indimellem bliver blottet? Nogle gange spontant, andre gange fordi der er en mærkedag, der sætter tankerne og følelserne i bevægelse.
Ikke at vi behøver gå rundt og dele vores allerinderste med hele kontoret eller sige ”Åårrrhhhh, der er også bare så synd for dig” og behandle hinanden som rådne æg.
Men hvor ville det være befriende, hvis vi begyndte at tale lidt mere om sorg og savn og alle de helt fundamentale ting, der følger med, når den slags rammer.
Skal jeg selv lægge ud, vil jeg godt indrømme, at selvom jeg oprigtigt elsker mit liv og hver dag vælger, at jeg vil være et glad menneske, så bliver jeg ked af det ind i mit inderste og hamrende misundelig, hver gang jeg hører andre tale om, at de lige har talt med deres mor eller far om et eller andet, bedt dem om noget eller været ude og skabe nye minder sammen med dem. Måske endda sammen med deres børn også. Jeg ville nemlig sådan ønske, det var mig, og jeg har sådan lyst til at sige til folk, at nu skal de fandme huske at mærke helt ind i hjertet, hvor dejligt det er, og at lige pludselig kan det være slut. Jeg gør det sjældent, for det virker let så dramaqueenish, men jeg har lyst.
Jeg glæder mig heller aldrig rigtig mere til min fødselsdag, for jeg ved, at den som dag ikke betyder noget for nogen andre mere, og det bliver jeg ked af at tænke på. Julen er jeg lige så stille ved at lære, hvordan jeg skal elske igen og gøre magisk for min søn. Jeg bliver også lidt zombieagtig, når jeg skal forbi de dage på året, hvor mine forældre døde, og jeg skal virkelig trække vejret dybt for ikke at begynde at græde, når jeg bliver mindet om, at jeg er ved at glemme mange af de barndomsminder, jeg har, fordi der aldrig er nogen at tale med om dem.
Sorg går aldrig over. Man lærer bare at bære rundt på den, være sammen med den.
Men at dele den, det gør vi ikke så tit. Måske det var det, vi skulle prøve. Selvom det er nervepirrende, men det er det på den anden side hver gang, man sparker til et tabu.
Min far og jeg en sommerdag i 2007. Længe før selfien vidste, den var blevet opfundet.
Jan Aagaard Savner dig hver dag. |
Tak Christine