En helt normal arbejdsuge

Kender I det, når ens nærmeste kollega sådan en passant mandag morgen nævner, at vi da for resten skal have syet en luftballon til på torsdag? For derefter at forsvinde ud af lokalet for at søge dækning for det øjeblik, hvor det går op for dig, at der med “vi” menes “du”, og at du er fuldstændig på bar bund.

Det er den slags dage, jeg elsker! Når bare de ikke opstår hele tiden, så er jeg – når jeg har brokket mig, været larmende og talt højt og længe om mænds planlægningsgen, for det er altid en mand, der kommer med den slags – som en gammel beaglehund, der vejrer vildt: Jeg har ingen anelse om, hvordan fa…. det skal lade sig gøre, men torsdag skal jeg nok have en luftballon klar. Eller hvad det nu er, der er brug for i sidste øjeblik.

Jeg måtte lave et mønster fra scratch. Heldigvis besidder min mand en stor portion visuelt/rummelig intelligens, og min fantastiske veninde Susanne fra Sus Kreahjørne kom med meget relevante og beroligende input!

Det tog en hel arbejdsdag at få syet selve ballonen med løbegange til elektrikerrør og forstærkede sømme über alles.

Vi var en fire mand om at slås med jeg ved ikke hvor mange elektrikerrør for at få pustet den skide ballon op.

Men det lykkedes! Og der blev lavet sandsække og puder.

Og syet fire meter kant på i hånden. Av.

Klar til optagelse.

Nu med forstærkede elektrikerrør, så stabiliteten blev noget mere gennemført.

Ballonen er en del af kulissen til TV Glads nye programserie, der snart kan ses i hele landet.
Retfærdighedsvis skal det understreges, at min kære mandlige kollega selv deltog aktivt i konstruktionen af monstrummet. Han er sådan en af de der fantastiske typer, der kan lave alt undtagen at give bryst, som han selv udtrykker det, og så tager han alt oppe fra og ned.

Scenografien skulle være sådan lidt camping-agtig, så jeg syede også nogle puder i campingstil og gik på hugst i Nettos spottilbud for at finde melamin og myggelys. Er spændt på, hvordan det tager sig ud på skærmen 🙂

Desværre ser det ud til, at jeg bliver nødt til at stoppe på min arbejdsplads, da firmafinanserne ikke er tilstrækkelige til en journalistløn. Håber på, vi kan få strikket et eller andet sammen, for nøj hvor er det bare fedt at gå på arbejde et sted, hvor så mange af ens ressourcer og evner bliver brugt! Alt for mange stillinger går ud på at bruge folks evner ganske ensidigt eller ensporet, men hold da op, hvor er det bare en sand fornøjelse både at få lov til at bruge så mange facetter af sine evner til hverdag. Hurra hurra, og kryds fingre for, at finanserne på en eller anden måde giver sig, så jeg slipper for at skulle finde en anden arbejdsplads lige nu 🙂

Noget i samme stil