Jeg kan tage fejl, men…
Jeg ved ikke noget videre om børn. Altså jeg ved noget om mine egne. Og så ved jeg noget om sund fornuft. Og det er vel sådan set også alt rigeligt til at kunne gøre et par udmærkede mennesker ud af mine drenge, bilder jeg mig ind. Men det foregår ikke altid særlig pædagogisk eller struktureret. Sådan er vi nemlig ganske enkelt ikke hjemme hos os.
“Det skal nok gå! Slap du bare af, han virker jo ikke ligefrem forsømt,” beroligede den skønne og meget kontante pædagogmedhjælper i børnehaven mig engang, jeg hentede knægten, og vi kom til at tale om, hvor ofte vores søn fik at vide, at han gerne måtte blive hentet tidligt, men så skulle han kunne lege selv og lade mor og far være, fordi vi skulle arbejde videre ved hver vores computer. Sådan er hverdagen nemlig ofte hjemme hos os. Vi kører ikke ligefrem lønarbejderlivsformen, hvor arbejde er noget, der foregår mellem klokken 8 og 16. Jeg kan godt indimellem komme til at tro, at jeg higer efter sådan et liv. Men ved også, at det i virkeligheden ikke er 8-16-livet, jeg higer efter, men derimod en økonomisk ro på bagsmækken. Og det er jo ikke det samme.
Roen må forhåbentlig komme inden alt for mange måneder. Men det tager tid at bygge et firma op, og det skal selvfølgelig foregå, mens vi har små børn. Men som pædagog-Dorthe sagde i forlængelse af vores samtale, så betyder det jo også, at vores børn bare lærer noget andet, end de ville gøre, hvis vi havde bedre tid og levede mere struktureret. De lærer for eksempel noget ved at se, at vi brænder og knokler for noget. De lærer, at man ikke nødvendigvis kan få en god forklaring på, hvorfor tingene ikke går, som man havde regnet med, men at verden ikke går under af den grund, og at man i øvrigt må op på hesten igen og ride videre. Og jeg bilder mig ind, at det går sgu nok med de unger, selvom de får lov til at se Pokemon i flimmeren, mens vi spiser, fordi så kan vi voksne tale sammen i fred. Eller at de får pålægschokolade og syltetøj med på madpakken, fordi vi ikke nåede i Rema inden klokken 21.00. Jeg bilder mig ind, at det går. Men der er da en risiko for, jeg tager fejl. Hvilket nok er det eneste, jeg ved om det med børn. At jeg kan tage fejl. Men jeg håber det ikke…
Leave a comment