Så tager vi et skridt opad
Så kom der et lille lyspunkt midt i al kaoset.
Jeg har fået at vide, at jeg kan blive siddende, der hvor jeg sidder i vores regionale mediehus, det næste års tid. Pyha!
Sidder blandt superskønne kolleger på en travl pind og med en chef, der virker umanerlig tilforladelig. Ganske vist kun midlertidigt, men hold nu kæft, det var dejligt at få lidt ro på og kunne leve lidt mere langsigtet end fra uge til uge!
Så er det kun min søde mand, der skal findes noget til, så kan vi lige så stille begynde at komme op af det kæmpestore økonomiske helvedeshul, der er blevet gravet i løbet af det seneste års tid.
Fejrede den glade nyhed med at købe en hvid kubusstage til mig selv og invitere mand og barn ud at spise. Hvilket jo var markant billigere, end da jeg for et par måneder siden i ren og skær trods over et latterligt afslag på et job gik ud og købte en ny sofa! På afbetaling! (Uden renter og ÅOP og alt der der, for det var i Idemøbler, og der er sådan en fiks ordning, hvor de låner en penge og betaler renterne for en. Det var sådan derved, jeg kunne berolige mig selv trods alt.) Så moden er jeg nemlig!
I virkeligheden er det slet ikke helt gået op for mig endnu, at jeg ved, hvor jeg skal køre hen hver morgen det næste år. At jeg har fået de dejligste kolleger og ligeså stille kan gøre mig håb om at få betalt lidt ned på vores kassekreditter, som jo kronisk er maxet og har været det længe. Uanset hvad skal vi blive ved med at leve på en sten de næste mange mange måneder, i virkeligheden nok nogle år. Men alligevel kan det give en vis ro at vide, at man kan stoppe med at grave hullet dybere, end det er. Om ikke andet så bare i en periode.
Man lærer at skønne på de små ulykker, som Doktor Hansen siger i Matador. (Episode 11. Der hvor de spiller Matador, og Maude kommer til at tage den forkerte bil, og Oberst Hackel vil handle i porten, sagde nørden.) Og dermed også råbe hurra for de små lykker!
Leave a comment