Systemet – en kæmpe initiativdræber
Om kort tid tid skal min baby begynde i dagpleje. Det er hos verdens bedste dagplejemor, Marianne, som også passede vores førstefødte. Jeg vrælede af glæde, da vi fik at vide, vi kunne aflevere nummer to ved hende også, og selvom det skærer mig i hjertet at tænke på, hvordan min lille dreng vil græde, når jeg går fra ham i den første tid, så glæder jeg mig også til at komme ud i mit eget liv igen.
Jeg har slet ikke nok i at lege husmor og passe børn. Hvilket egentlig godt kan undre, fordi jeg dybest set er et ret introvert menneske, der har det rigtig dejligt i mine egne cirkler. Men det er et andet indlæg. Men jeg er ikke typen, der er god til at bare at skulle passe børn og hus. Omvendt er jeg heller ikke typen, der har nok i at arbejde. Jeg vil gerne begge dele, og det, tror jeg, der er rigtig mange, der gerne vil.
Derfor undrer det mig også, at vores barselsdagpenge- og børnepasningssystem er så firkantet indrettet. Enten er man inde, eller også er man ude, og hvis man dybest set gerne vil kombinere lidt arbejde og lidt børnepasning, så bryder systemet sammen.
Fx har en bekendt, som inden hun gik på barsel, måtte afhænde sin webshop, hun gennem de seneste år har haft som hobby/bi-beskæftigelse. For ellers ville hun blive trukket krone for krone i barselsdagpenge, og ville således ikke få noget som helst ud af de 10-12 timers arbejde ugentligt, der ville være tale om. Hun afhændede den så til sin mor, så det blev i familien, og hun kan få den formelt på hænderne igen, når hun er færdig med barsel. Men hvorfor så rigidt et system, at det skal være nødvendigt at lukke fine initiativer og lade folk have en hobby, de tilfældigvis kan tjene lidt ekstra på?
For slet ikke at tale om barselsforholdene for selvstændige. Hold. Nu. Kæft. De er i den grad til at lukke op og skide i, skulle jeg hilse og sige. Og de er den eneste grund til, at min arbejdsplads kommer til at undvære mig samfulde timer og dage, det er muligt at afvikle barsel. Selvom min mand hellere end gerne ville have taget fx to dage om ugen, og jeg kunne tage tre dage om ugen eller omvendt over en periode. Men det er systemet slet ikke fleksibelt nok til. Hvis man er selvstændig, så beregnes barselsdagpengene nemlig ud fra omsætning i virksomheden i stedet for blot at være den samme faste takst, som hvis man er lønmodtager. Og eftersom min mands firma endnu ikke er oppe og kunne generere en stabil månedsløn, så vil det beløb, han vil kunne få, være latterligt lille. Det har vi simpelthen ikke råd til. Så ingen barsel til far, og alt for meget barsel til mor. Alt sammen på grund af rigide regler, der grundlæggende arbejder med INDE eller UDE.
Forleden havde jeg så fat i min fagforening i anden anledning og luftede tanken om, at det da godt kunne være, jeg havde lyst til at gå lidt ned i tid i en periode, når jeg er tilbage på arbejde og er færdig med al barselsafvikling. Jeg vil ikke direkte sige, at fagforeningsdamen fik lagt låg på den ide. Men det fik da i hvert fald gang i nogle tanker. For havde jeg nu tænkt over konsekvenserne rent dagpengemæssigt, hvis jeg fx blev fyret, mens jeg var på nedsat tid? Så ville jeg jo ikke kunne være fuldtidsforsikret. Og havde vi råd til at nøjes med nedsatte dagpenge, hvis jeg blev ledig. En teoretisk situation, men ikke desto mindre gav den da anledning til tanker, i og med jeg altså stadig er den lønførende herhjemme, og iværksættertilværelsen ikke afslører, om og i givet fald hvornår det ændrer sig. Men igen et enten eller. Man må ikke være nede i tid og samtidig betale sig fra at være fuldtidsforsikret i tilfælde af, at uheldet er ude. Hvorfor?
Vi skal have vækst og vi skal sørge for ikke at blive stressede. Det er et par grundlæggende budskaber fra politisk hold for tiden. Men hvorfor ændrer man så ikke reglerne? Hvorfor ikke gøre det så fleksibelt som muligt at være initiativrig og entreprenant? Hvorfor har vi et system, hvor man enten er INDE eller UDE? Og sådan er det jo ikke blot på barselsområdet. Det gælder jo også på så mange andre områder, hvor man ikke er lønmodtager. Ledige fx, eller sygemeldte.
Det er som om, at man i sin iver efter at sørge for såkaldt ordnede forhold, hvor samfundet ikke bliver snydt – og det er som udgangspunkt en rigtig fin ting, vil jeg lige huske at mene – har glemt, at folk er forskellige, og at det ypperste i samfundet er, når vi alle kan udvikle os og skabe nyt. Hvad enten det er børn eller business. Eller begge dele.
Leave a comment