Vær taknemmelig
Min dejlige venindes lige så dejlige søster er lige død. 42 år, mor, søster, datter, hustru, veninde til så mange mennesker, som aldrig får hende at se igen. Hun kæmpede indædt til det absolut sidste mod sin kræftsygdom, og hendes nærmeste støttede hendes ønske om at dø i kampen. Men hendes krop kunne ikke mere, og i mandags døde hun med sin mand, søster og mor ved sin side.
Æret være Malenes minde.
Jeg har virkelig været påvirket af hendes skæbne og ikke mindst af min seje, seje venindes strabadser som pårørende. Hun har mistet sin søster. Hun er datter af en mor, der har mistet sin datter. Hun er svigerinde til en mand, der har mistet sin livsledsager og tante til en lille dreng, der har mistet sin mor. Og hun har sin egen lille familie, som har mistet moster.
Jeg kan kun være fuld af beundring af hende, og jeg kan kun stå på sidelinjen og blive ved med at sige til hende, at hun bare skal kalde på mig, så står jeg der som et søm og i øvrigt håbe, at hun gør det, når hun har brug for det! Og jeg skylder både hende og hendes afdøde søster at huske at være taknemmelig for alt det skønne og gode, jeg har i mit liv, selvom det ved gud ikke er noget nær perfekt eller problemfrit!
Så jeg er taknemmelig over, at jeg er i live. At min søn trives. At min mand elsker mig, og at jeg trods massiv modgang har formået at grave kernen af min personlighed op til overfladen og hver dag har muligheden for at kæmpe videre for at få det liv, jeg ønsker sammen med dem, jeg elsker.
Jeg er til gengæld knap så taknemmelig for, at verden også er befolket af snævertsynede, forkælede, ugenerøse, simple, næsten urimeligt uerfarne og forskånede mennesker, der tillader sig at brokke sig over, at ens unge har fået både kagemand og slikpose til en børnefødselsdag frem for gulerodsstave og speltboller, at det er for dårligt, de er nødt til at køre 100 kilometer for at komme i behandling for et eller andet på en specialafdeling uden at få tilskud af det offentlige, at de skal forny kørekortet hvert andet år, at naboen slår græs om aftenen, at en kollega har fået ferie i den uge, man selv havde tænkt sig, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers hører folk beklage sig over!
Helt ærligt: Hold jeres kæft og sæt pris på det, I har! Vær taknemmelig for at I overhovedet er i live, og at I har det så godt, at I kun har små problemer at gå op i!
Jeg kendte en, der gerne ville have byttet.
Leave a comment