Vores corona-sommerferie

Vi holder corona-sommerferie, drengene og jeg. Det er det, det hedder, når man skal være hjemme og ikke skal ud og rejse, har jeg hørt.

For mig er det sådan set bare sommerferie. Vi har ikke været ude og rejse i årevis andet end nogle dage hist og her i Danmark. Dels fordi vi ikke synes, økonomien har været til det. Dels fordi vi har børn, der bliver helt vanvittigt køresyge, bare vi skal ind til byen. Den store er stort set vokset sig fra det, bevares, men det er den lille bestemt ikke. Forleden nåede jeg lige at kaste bilen ind på Brugsens parkeringsplads i Starup på vej til Legoland, så køresygen udmøntede sig under mere kontrollerede forhold, end det er sket andre gange. For eksempel da vi kørte til Universe og Als sidste sommer. Hellige Guds moder! Det tog fem stive timer at komme fra Hjerting til Nordborg på grund af transportsyge. Blot for at forklare, at det ligesom sætter sin naturlige begrænsning for, hvor fedt det er at give sig i kast med at drage ud i verden.

Således er det ikke den store forandring for hverken mig eller mine unger, at vi ikke skal ud og rejse i sommer. Men jeg kan godt mærke, at det trænger sig på. At måske især de er klar til at få nogle ferieoplevelser, der indebærer, at vi kommer lidt længere ud, end vi har været vant til. Og her er jeg faktisk en skovl, for jeg har ikke rigtig nogen erfaringer at trække på. Da jeg var barn, syntes mine forældre, det var henrivende at køre rundt i Nordtyskland i bil. Det var heldigvis inden, det gav klip i kørekortet, hvis man ikke var spændt fast i en sele på bagsædet, så jeg lå i en stationcarens bagagerum og læste tegneserier, for det hjalp at lægge sig ned, når køresygen meldte sig. (Der forstår jeg til fulde mine unger!) Imens sad min mor og far og skændtes om kortlæsning på forsæderne, og min farmor sad og bappede på sin cigar på bagsædet. Sådan slog vi 14 dage ihjel hver sommer, og jeg længtes efter at prøve en charterferie til Mallorca med all inclusive, som flere af mine kammerater oplevede hver sommer.

Forleden mødte jeg så en af dem inde i byen.

“Det var bare altid så hyggeligt hjemme ved jer om sommeren. I havde aldrig travlt med at skulle holde ferie. Vi skulle altid skynde os i lufthavnen, dagen efter vi havde fået sommerferie, og så var vi flere uger på det samme hotel i Spanien,” sagde hun og fortalte om sine og familiens sommerferieplaner, der i år indebar køb af en campingvogn og en hundehvalp.

Og så er vi jo nok der, hvor det her med, at man altid gerne vil have det, man ikke har, indtræder. Eller at man tror, det er meget federe ovre ved naboen.

Jeg styrede familien direkte ud i Biltema efter en pool til ungerne for at få et anstrøg af Mallorca puttet ind i årets ferie. Det har så ganske vist været koldt og blæsende lige siden, så den er endnu ikke blevet fyldt, men det kommer lige om lidt, holder jeg stædigt fast i. Og så kværner tankerne om næste års sommerferie rundt i hovedet på mig allerede. For hvis nu coronaen er nådig, og der er mere normale forhold til den tid, hvad har jeg så egentlig lyst til? Hvad har jeg lyst til at give mine unger med af sommerferieminder?

Mine nordtyske ferieminder er ikke ubetinget elendige. Slet ikke. Men det var hvert evigt eneste år, vi var af sted på den måde. Lige med undtagelse af et par gange, hvor vi tog til Bornholm i stedet, men det foregik stadig med rigtig mange timer i bil for at køre ud af den ene mere bumlede markvej end den anden, fordi skilte med ”Privat vej” eller lignende virkede som en rød klud på min far. Det var selvfølgelig sjovt nok indimellem, når Falck måtte ud og hente os, eller vi måtte bakke fire kilometer tilbage, fordi det seriøst VAR en blind vej, nøjagtig som skiltet havde sagt. Men det var ensformigt. Nøjagtig ligesom min gamle skolekammerat jo egentlig også havde givet udtryk for, at hun syntes, hendes barndomsferier var.

Er der så noget i vejen med det ensformige? Næ. Og Jo. Der er noget i vejen med det, hvis man glemmer at blive nysgerrig. Hvis man altid tager det samme sted hen, fordi man er blevet for doven, slidt, træt, uinspireret, hvad ved jeg, til at gøre noget andet.

Så nu holder vi corona-sommer igen i år. Om få dage forhåbentlig med badebassin i haven. Men til næste år skal der simpelthen ske et eller andet, der indebærer, man skal vise sit pas. Og her taler jeg ikke sæsonpasset i Legoland!

Hvad med jer? Hvordan holder i ferie?

Noget i samme stil