Er der en naturlov, jeg har overset?

Har virkelig overvejet, om jeg skulle sætte dette indlæg i breaking-mode, som vi kalder det i min branche. I ved den der gule bjælke, der kører i bunden af News, når de synes, der sker noget helt vildt.

Men efter nærmere snak med andre småbørnsforældre har jeg opdaget, at det nok bare er mig, der med den førstefødte har været lykkeligt forskånet for den naturlov, at ferie ofte er lig med sygdomsindtog.

Påsken nåede således lige at gå i gang, så lagde mindstemanden sig med feber, dårlig mave og generel utilpashed. Et par dage senere fulgte den førstefødte med, og selvfølgelig så røg forældrene også med i faldet.

Så i dag og resten af denne uge, hvor mor her egentlig havde taget ferie med henblik på at få ryddet op i hele huset og få en masse andre hængepartier fra hånden, ser det ud til, der i stedet er en hel del braklægning på programmet. Og jeg er ved at få fniller!

Jeg er godt med på, at det er vilkårene med små børn. Men jeg synes alligevel, det er påfaldende, at med alle de ferieuger, jeg har holdt, efter jeg er kommet tilbage fra barsel, er der gået mindre end 24 timer, så har en eller anden lagt sig med sygdom. WHY?!

Måske kan man simpelthen ønske sig tid til noget bestemt alt for brændende, så man nærmest saboterer det ved at gå og lægge planer, og hende Karma føler en eller anden sygelig trang til at gribe ind? Jeg ved det ikke. Lige nu kæmper jeg skiftevis med overhængende træthed – hvem sover egentlig, når ens børn har det skidt? – min mave, mine børns velbefindende og den bitre smag af kulsejlede planer i munden.

Min strategi for at undgå problemet er pt aldrig mere at tage ferie. I hver fald ikke de næste par år. Eller ikke sige det højt til nogen, før den er overstået. Ikke at jeg er overtroisk. Bare lidt bitter og ramt af tyndskid!

Noget i samme stil