Evighedstæppet
Det er nu godt og vel et år siden, jeg begyndte at strikke lapper til et tæppe til Tristan-Leander.
Jeg begyndte, fordi jeg aldrig har lært at strikke, og det der med at lave strikkeprøver, det passer på ingen måde til mit temperament. Ting skal munde ud i noget brugbart, ellers gider jeg ikke. Så jeg begyndte at strikke lapper på 10×10 cm.
Det var ikke helt gennemplanlagt sådan rent tidsforbrugsmæssigt, vil jeg sige. Det tog meget længere tid, end jeg havde regnet med. Ikke mindst fordi jeg ret hurtigt fik ambitioner om, at det skulle være et tæppe, der rent faktisk kunne bruges gennem længere tid, og så duer det jo ikke, hvis det er for småt. Så 120×200 cm blev målet, og så skal der fiseme mange lapper til.
At jeg så også, da jeg havde strikket alle lapperne, kun kunne se, at det kunne blive pænt, hvis jeg hæklede dem sammen, og at de skulle have en hæklet kant rundt hver især, gjorde jo heller ikke tidsrammen mindre.
Men nu begynder jeg da at kunne se enden på det. Har brugt weekenden på at lægge alle lapperne op på mit skønne enorme køkkenbord, indtil jeg blev tilfreds.
Derefter er hver række samlet sammen, har fået nummer og ikke mindst en snor igennem, så små legesyge teenagekatte ikke kan sabotere projektet sådan uden videre.
Det er rimelig tungt at sidde med, så det er hårdt for hænderne at hækle det sammen, men der er da lys for enden af tunnelen nu!
Hold da op et fint projekt! Det er blevet flot og det skal nok bringe glæde – hvis knægten ikke vil bruge det, sender jeg gerne min adresse 😉
[…] blev færdig med evighedstæppet. Det tæppe, jeg begyndte at strikke til min førstefødte, da han var […]