Følelsen af blomstret nostalgi

Dengang jeg var barn, arvede jeg indimellem tøj fra min mors venindes datter.

Hun var et år eller to ældre end mig, og familien boede i København og handlede i de rigtig fine forretninger. Indimellem var det meget nobelt, det tøj, der kom. Det var den slags, min mor blev vildt begejstret over. Me not so much.

Andre gange var det ikke nobelt, men derimod lige præcis sådan noget, som en lille pige fra Udkantsdanmark (begrebet var ikke opfundet dengang, men udkant var det sgu alligevel) bare ELSKEDE at hoppe i. For eksempel fra hollandske Oilily med blomster og farver på den helt fede måde, nemlig uden at være fimset.

En af gangene var der en blomstret vinterjakke med i sækken fra Maria, som hun hed. Den var simpelthen så smuk, syntes jeg, og jeg følte mig som lige præcis sådan en lille pige, jeg godt kunne tænke mig at være, når jeg havde den på.

Jeg kom i tanker om den jakke igen for et par måneder siden, da jeg så et billede på Instagram. Et billede af en jakke i 80’er-farver med blomster, som gav mig præcis samme glade følelse inden i, som jakken jeg arvede, da jeg var barn.

Og derfor går jeg nu rundt og høster glade kommentarer om mit vinter-outfit. Når jeg altså ikke lige skræmmer livet af mere nobelt klædte udkantsdanskere. “Men det er jo så der, den bliver rigtig fed,” skrev min supertjekkede veninde Sofie opmuntrende, da jeg sendte hende et billede.

Det sjove er, at jeg kan se, min dreng på 6 år har den samme oplevelse med nogle af de stykker tøj, han er så priviligeret at arve fra andre. Indimellem er der bare den HELT rigtige bluse med i sækken, som giver ham den fede følelse at tage på. Så om 30 år er det måske ham, der ser et genoptryk af en Ninjago-tshirt og køber den i en rus af nostalgi. Hvem ved?

Noget i samme stil