Livet slog kolbøtter
Bare rolig. Der er liv i Udkanten endnu. Også i mig.
Den korte forklaring på den lange radiotavshed: Der var noget, der var vigtigere.
Den lange forklaring: Livet slog lige nogle kolbøtter. Og jeg kunne ikke finde roen, lysten og overskuddet til at skrive om det. Og det er jo og har altid været den afgørende drivkraft bag Livet i Udkanten. At det skal være lystbetonet, ærligt og ægte. Ellers skal det ikke være. Det er ikke en blog, jeg skal leve af, det er en blog, jeg skal leve i, som skal give overskud, være et frirum og et sted, jeg deler stort og småt med jer, der gider læse med. Hvis I da stadig er der efter flere måneders fravær 🙂 Men det må jo komme an på en prøve, og nogle har da også fulgt lidt med på Insta.
Tavshedsperioden opgjort i trykprøvende hændelser:
Antal operationer for svære, hurtigt udviklede celleforandringer i livmoderhalsen: 1
Antal prøvesvar, der blev fejltolket af en skovl af en sygeplejerske, så celleforandringerne fik tre ekstra måneder at udvikle sig i: 1
Antal måneder med operationssår, der ikke uden videre ville hele: Halvanden+
Antal måneder med deraf alt for lav blodprocent: Endnu flere – æder stadig jern og svesker
Antal fyringsrunder på min arbejdsplads: 1
Antal deraf kommende afdelingsskift, jeg er ved at skide i bukserne over af præstationsangst: 1
Antal mistede hunkatte: 1
Antal påbegyndte coachuddannelser, jeg er kommet bagud med på grund af alt det andet: 1
Belastningsfrekvens: Max!
Jeg bearbejder lige nu og prøver at hænge i. Jeg opdagede i julen og nytåret, hvor vanvittig træt, jeg egentlig er, og hvordan min krop og min sjæl er kommet ud af trit med hinanden de seneste måneder. Forleden var jeg helt alene hjemme for første gang i månedsvis, og jeg sad fuldstændig handlingslammet i hjørnet af min sofa og stirrede ud i luften. Til at starte med, var jeg skideirriteret over det, for hvor skulle jeg bare lige nå en hel masse, mens jeg havde fred og ro til det. Men så besluttede jeg mig for at acceptere, at det er der, jeg er lige nu. Jeg har det, som om min sjæl leder efter min krop, og hvis jeg render alt for meget rundt, så kan de ikke finde hinanden.
Så jeg er lidt slidt lige nu og prøver at fokusere på det og dem, der er lige foran mig, mens jeg forsøger at få vejgreb igen. Men som jeg har skrevet før: Winter is coming – spring can’t be far away. Vinteren ER her. Så er foråret jo endnu tættere på…
Leave a comment