Lottes skyld, at Morten måtte gå – eller…
Så måtte Morten Østergaard gå af som radikal leder. Og aldrig så snart så man, at udskamningen af partifællen Lotte Rod gik i gang for fuld skrue.
Hun havde været så uforsigtig at placere sit lår under hans hånd engang for ti år siden, og nu kommer hun lige pludselig og vælter ham som partiformand. Hvad bilder hun sig ind? Sådan en beregnende mæfikke, der lige pludselig kommer her og løber med på metoo-bølgen for at få opmærksomhed og ødelægge det for Morten.
Eller vent, det var ikke helt det, der skete, var det?
Ret beset kender meget få personer til, hvad der rent faktisk skete, dengang Lotte Rod oplevede at få sine grænser overtrådt af Morten Østergaard. Vi aner ikke, hvor den hånd var på det lår,hvor svær den var at få værfet af, eller hvad omstændighederne i øvrigt var.
Vi ved til gengæld, at Morten Østergaard håndterede sagen mildt sagt klodset, det har vi både fra hestens egen mule og fra øvrige partifæller, der var med på det skelsættende gruppemøde i Den sorte Diamant.
Hvorfor bliver det alligevel – igen – kvinden, der bliver udskammet for at være blevet krænket? Den klassiske dobbelte offerrolle, bliver hun sat ind i. Den rolle, hvor hun både har fået sine grænser overtrådt med alt, hvad det indebærer af følelsesmæssige konsekvenser, samtidig med, at hun får skylden for det skete. For slet ikke at tale om konsekvenserne ved at fortælle om det bagefter.
Det er her, hvor det bliver tydeligt, at sagen om Morten Østergaard og Lotte Rod handler om så meget andet og mere, end en hånd på et lår.
Sagen illustrerer tydeligt grunden til, at denne form for krænkelser indtil videre stadig kan finde sted uden konsekvenser for krænkerne. For konsekvenserne ved som offer at stå frem er på så mange punkter væsentlig mindre attraktive end ved at bide den i sig, tage de følelsesmæssige tæsk, det giver at få sine grænser overtrådt og acceptere, at det er noget af det, man må finde sig i som kvinde.
”Han mente det nok ikke.” ”Hun lagde selv op til det med den kjole.” ”Han var fuld.” ”Kan hun ikke bare se det som en kompliment.”
Undskyldningerne for manden og afskrivningen af kvinden har alle dage stået i kø i disse sager, og alle – både mænd og kvinder – er vokset op som bærere af dette narrativ. Det er jo derfor, det har fungeret. Indtil videre.
Spørgsmålet er, om det omsider er tid til det endelig opgør.
Ikke med en partiformand, der selv indrømmer, at han håndterede en sag dårligt og måske omsider har erkendt, at krænkelser ikke handler om flirt, komplimenter og andre interaktioner, der kræver gensidighed, men om noget meget dybere, der handler om integritet.
Men om det er tid til et opgør med den kultur, der gør, at man(d) stadig føler retten til at overskride andres grænser, uden det har konsekvenser.
Mange slår sig tilsyneladende i tøjret. Gad vide hvorfor?
Leave a comment