Marie, Marie, Marolle…
Da jeg flyttede til Aarhus i slutningen af det forrige årtusinde, var det i en skøn lille lejlighed i midtbyen. Den lå i en bygning, hvor der stort set kun boede gamle mennesker og så lige en håndfuld studerende. Det fungerede skidegodt.
Her mødte jeg en dag den skønneste gamle dame i vaskekælderen. Hun hed Karen, og hun var noget af et livsstykke! Kørte på ægtemand nummer fire, som ganske vidst, da jeg mødte dem, havde holdt i 25 år. Han hed Jens og var tidligere landmand fra Nordjylland. Når han ikke sad i sofaen og læste eller så Discovery, så var han på biblioteket eller sneg sig ind til forelæsninger på universitetet.
Jens er egentlig et sidespring i historien, og så alligevel ikke. For Karen havde i den grad levet et spraglet liv, der nok ikke altid havde været lige let. Og så en dag var Jens kommet ind i det, og det føltes rigtigt, og så behøvede hun sådan set ikke vide mere. ”Du ved ligeså meget om Jens, som jeg gør,” plejede hun at sige, når vi sad og snakkede og kom ind på, om han fx havde børn, eller hvad han ellers havde lavet. Og vi snakkede tit, Karen og jeg. Vi vaskede nemlig altid sammen, og de dage, hvor jeg ikke kunne få det til at passe pga. studie eller arbejde, stillede jeg bare mit vasketøj ned i kælderen, så ordnede Karen det. Når der til gengæld var noget, hun ikke kunne hitte ud af med regler ved kommunen eller noget teknik, så ringede hun tit til mig. Så kom jeg over, og vi snakkede fanden et øre af og drak rødvin.
Karen var uden tvivl en sjæleven for mig. Hun døde for snart ti år siden flere år efter, jeg var flyttet fra Aarhus. Hun blev næsten 80 år. Hun kommer jævnligt forbi i min bevidsthed. Når jeg fx graver i min tørklædebestand, som hun har suppleret med flere fede 70’er-eksemplarer med frynser og metaltråd i. Eller når jeg ser et rødt tæppe eller et rødt møbel. Karen (og Jens) havde nemlig en kæmpestor rød hjørnesofa og et knaldrødt væg-til-væg-tæppe i gangen. Og ikke mindst, når jeg dækker huller på min søns tøj. Det foregår nemlig meget ofte med hæklede mariehøns, som Karen sad og hæklede i en periode. Hun anede ikke, hvad hun skulle bruge dem til, ”men jeg har fået et flip,” meddelte hun, en dag jeg kom derover.
Jeg anede heller ikke, hvad jeg skulle bruge dem til, en dag jeg kom over til hende, og hun ville smide dem til genbrug. Jeg vidste bare, at de skulle med mig hjem.
Karen og jeg aftalte, at hun ville komme og være spøgelse hos mig eller kontakte mig, hvis hun kunne, når hun var død. Jeg havde egentlig altid forestillet mig, at det ville være noget med at klirre lidt med glassene eller fifle med en rødvinsprop eller sådan noget. Men det er ikke rigtig sket. Til gengæld dukker hun op i mit hjerte, hver gang jeg skal sy lapper på knæene af ældstebarnets bukser. Og det er ret ofte for tiden. Sønnike har nemlig fundet ud af, hvad det var, jeg skulle bruge mariehønsene til…
Leave a comment