Mellem forkølelse og panikangst – et grænseland
Alle de blogs, jeg følger, kommer jævnligt med et af de der “så blev der lige stille på bloggen lidt”-indlæg.
Så jeg lader være med at skrive sådan et og konstaterer, at der åbenbart er noget, der har været vigtigere for mig.
For eksempel at passe på eget og familiens helbred. Hold nu k…! Vi har været syge i over halvdelen af januar, og det håndterer jeg virkelig ikke særlig godt. For det første fordi, jeg er dårlig til spildtid, og sygdom er dælme spildtid! Men også fordi jeg bliver frygtelig nervøs for, om det nu bare er en simpel omgang forkølelse, eller om det i virkeligheden er noget langt mere alvorligt, der bare ikke er blevet diagnosticeret endnu.
Jeg er ganske forfærdelig, hvad angår frygten for, at en af mine drenge eller jeg selv bliver ramt af kronisk alvorlig sygdom. Brændt barn skyr ilden, siger man, og jeg er vokset op med, at selv de simpleste symptomer i virkeligheden er forvarsler på nogle langt mere alvorlige tilstande, der aldrig ender til den gode side. Min hjerne er simpelthen inficeret af et alarmberedskab, der blev udviklet meget tidligt i livet, og derfor er jeg altid forberedt på det værste.
Heldigvis har jeg så min søde mand, der kan holde hovedet lidt mere køligt, når jeg er på vej ud af en eller anden tangent. Det er sjældent, han får mig til at slappe helt af, men det redder resten af familien fra også at sidde med pessimisme og panikangst.
Men hvor er det egentlig tankevækkende, hvordan vores hjerner er indrettet. At de kan præges i en sådan grad, at det er nødvendigt lige at gribe fat i sig selv og messe, at en forkølelse ikke automatisk er et forvarsel om, at en kronisk lidelse eller manden med leen er stået på toget i ens retning.
Og når det så lykkes mig at afblæse panikken og acceptere, at børn i institution er ensbetydende med sygedage til hele familien, og at det er helt naturligt, så gælder det om ikke at komme i tanker om det faktum, at en rask patient blot ikke er undersøgt grundigt nok endnu.
Atju…
Leave a comment