Lad være med at vente – en dag er det for sent
“Hun døde 14.13. Jeg ankom 14.05. Det var en fin slutning. Jeg ringer senere, hvis du kan tale.”
Det var min barndomsveninde, der skrev beskeden til mig forleden. Det var få timer efter, hun havde givet sin mor lov til at give slip på livet på et hospice i Østjylland.
Min veninde havde kørt som død og helvede fra Nordsjælland til Østjylland for at nå det. Tårerne flød ud af øjnene på mig, da jeg læste hendes besked. Af inderlig lettelse på hendes vegne over, at hun nåede frem. Af inderlig sorg på egne vegne over, at jeg selv kom fem minutter for sent, da min egen mor døde.
Først på aftenen ringede min veninde til mig. Hun var på vej i Rema og befandt sig i det mærkværdige mentale rum, der er mellem den totale sønderrivende tragedie og det helt lavpraktisk mekaniske, der får en til ikke at implodere af angst og ensomhed, når der lige er sket en tragedie i ens liv.
“Du er den eneste, jeg kender, der forstår mig,” sagde hun til mig.
Og jeg vidste, hun havde ret, og at hun netop havde opdaget det. Der er nemlig ingen, der ikke har prøvet det, der forstår, hvad det vil sige at blive alene, på den måde, som man bliver alene, når ens forældre dør. Man bliver voksen lige der. På en helt anden måde, end man nogensinde tror er muligt.
Jeg forstod hende helt ind i marven, og jeg vidste, at ligeså nøgtern og afklaret hun var, mens vi talte sammen på vej gennem Remas frostafdeling, lige så desperat og iturevet ville hun være lige om lidt, når den første hammer af erkendelse af, hvad der lige var sket, ville ramme hende i hjertet.
Et døgn senere skrev hun til mig:
“Sønderrivende smerte. Blandingsmisbrug af følelser. Mor gled så langsomt fra os over halvandet år, at vi glemte at stoppe op og sætte os hos hende i tide og bare snakke. Hele tiden knoklede vi på med en naiv og urealistisk tro på, at vi bare lige skulle igennem, og så ville hun blive rask, og vi ville have tyve år endnu til at snakke. Men i virkeligheden forsvandt hun for hver dag. Hun sad i min sofa i september, og jeg tog på spejderløb med børnene. Der foregik så meget den dag. Alt andet end at jeg satte mig ned og snakkede med hende. Vi var også i Esbjerg i efteråret, hvor hun igen og igen spurgte, om jeg ikke kom ned til hende. Men det gjorde jeg ikke. Jeg skulle jo lave mad og soignere og alt det der. Nu er jeg virkelig i tvivl, om jeg i virkeligheden var angst for at sidde hos hende og opdage, at hun var ved at dø. Stak jeg hovedet i jorden som en struds og lukkede af for den virkelighed, der var ved at ramme os, og som jeg ikke kunne bremse? En virkelighed, som hvis jeg indså den og skulle se mig selv i øjnene i årene, der kommer, ville kræve, at jeg ofrede en hverdag og en komfort, som jeg ikke kunne eller ville ofre? Ja, gu fanden gjorde jeg det!!!
Hvor ville jeg gerne bare have én time den dag i september med hende igen. Bare én – fra den tid, hvor hun stadig havde sin forstand og bevidsthed i behold…
…men hun er DØD. Det er for sent. Jeg skulle have gjort det i sidste uge. Sidste måned. Sidste år. Som jeg også gjorde, men slet ikke nok…”
Så lad være med at vente med at bruge tid på dem, du elsker. Lad i stedet opvasken, vasketøjet, sportsklubben og alle de andre hverdagstrivialiteter vente. For der er aldrig nogen, der har fortrudt, at de missede en gang til fodbold, et bestyrelsesmøde eller en plæneslåning. Til gengæld er vi mange, der ville ønske, vi bare lige havde fem minutter mere med en, vi har mistet.
Leave a comment