Post-London-tanker
Så landede jeg i hverdagen igen. Efter fire skønne dage i selskab med min barndomsveninde Mette i hendes og hendes kæreste Simons very british semidetached house i Borehamwood.
Fire dage med kaffeslabberas, venindesnæver, shopping, restaurantbesøg, lidt mere shopping, nætter uden børn i sengen, toiletbesøg i fred, en hel masse minding the gap og adskillige ture down memory lane.
Hvor er det bare fantastisk med de der venskaber, hvor man ikke behøver dele hverdag for at være på bølgelængde. De venskaber, hvor tavshed ikke er noget, der skal brydes, men hvor man sagtens kan sidde og holde kæft sammen. Eller kæfte op i timevis med samme naturlighed. Dem hvor man ikke skylder nogen forklaring på noget som helst, men blot behøver være sig selv, sådan som man er lige nu. Dem hvor man er tryg nok til at lade være med at tænke for meget over tingene og bare være i dem i stedet for.
Og hvor var det bare en ikke alene en mental vitaminindsprøjtning og et stort priviligium at blive sendt væk – min søde mand havde faktisk aftalt denne tur med Mette og givet mig billetten i julegave – det var også en virkelig sund øvelse for mig i at være lidt mere tilstede lige her og nu i stedet for – som så mange andre småbørnsmødre – altid at være lidt ved siden af, lidt foran eller lidt bagefter. Lige nu har jeg det stadig i frisk erindring, så her et par dage efter hjemkomsten har jeg haft en okay succesrate i at huske at blive lige her, lige nu og nyde alt, der er værd at nyde i nuet og så prøve at fortrænge det mere trælse. Jeg ved, jeg ikke kan holde kadencen, for jeg kender jo mig selv. Men nu ved jeg også, at jeg faktisk godt KAN finde ud af at være tilstede i nuet og værdsætte det. Jeg har bare glemt hvordan, så jeg skal virkelig holde fokus.
Måske bliver jeg nødt til at tage af sted igen for at øve mig.
Leave a comment