Vækst kræver forandring – i hele landet
Hvis bare vi ikke boede så f*****g langt ude, tager min mand og jeg os jævnligt i at tale om. Fx når min mands tegnestue er gået glip af et projekt med den begrundelse, at den ligger for langt væk. Prøliåhørhærikå, det tager tre timer at komme til København, halvanden time til Aarhus og Odense. Og vi har – surprise – også biler og internetforbindelse herude. Hvorfor er det tilsyneladende sådan, at der er længere fra de store byer og herud i Udkantsdanmark, end der er den anden vej?
Hvis man skal forhindre Danmark i at knække, som det så nydeligt betegnes i de klogere kredse, når snakken falder på udvikling eller afvikling af Udkantsdanmark, så betyder det altså, at det skal blive ligeså let for os der har virksomheder herude rent faktisk også at komme i betragtning til opgaver, der ligger i fx København. Det er ikke nok at rykke en styrelse eller to herud, fordi det er valgår. Der skal ske en mentalitetsændring ikke bare politisk, men også reelt. Men man kunne da godt forestille sig, at politikerne eller de offentlige institutioner i hovedstadsområdet fik forrest med denne udvikling og aktivt opsøgte virksomheder i Udkantsdanmark – små, mellemstore eller store – når de skulle have løst en opgave. Nogen vil sikkert stejle og kalde det ”positiv særbehandling”. Jeg vil kalde det et aktivt forsøg på at skabe en reel forandring. Det gør man nemlig ikke ved snak og intentioner. Der skal ganske enkelt handling bag.
Da jeg i min dunkle fortid arbejdede med kommunikation i en større udkantskommune på disse kanter, var det nye sort, at vi skulle have bredbånd og fibernet herud, for så kunne man uden problemer sidde som kreativ virksomhed og løse opgaver både for lokalområdet og for kunder i de store byer og hovedstadsområdet. Ja for den sags skyld for kunder over den ganske verden. Så fik vi bredbånd og fibernet. Og det betød i høj grad, at de kreative virksomheder i storbyerne leverede ydelser til Udkanten og knap så meget omvendt. Ups.
Hvorfor så det? Ja, blandt andet fordi arbejdsgivere og kunder har en eller anden sær ide med, at hvis de ikke kan se deres medarbejdere rent fysisk på et kontor, så duer det ikke. Som om man er bange for at blive snydt af medarbejderne, hvis de får lov til at sidde på et hjemmekontor på Lolland eller Fanø. Jeg har flere gange gennem arbejdslivet søgt job, der lå i Århus, Odense og København, og alle gange har jeg fået at vide, at jeg ikke kunne komme i betragtning, fordi jeg ikke kunne flytte. Endda ikke selvom jeg på ingen måde havde problemer med at have faste rejsedage eller tilrettelægge mit liv sådan, så jeg fx var på kontoret to dage om ugen og havde tre hjemmearbejdsdage. Og hjemmearbejdsdage er jo altså ikke ensbetydende med, at man går og laver alt mulig andet end passe sit arbejde. Og man kan jo sagtens holde møder via Skype eller andre lignende tjenester. Faktisk vil jeg vove den påstand, at jeg har nogle af mine mest effektive dage, når jeg sidder hjemme og arbejder, fordi jeg ikke forstyrres.
Anyways, min pointe er, at hvis man vil have Danmark – HELE Danmark – til at vækste, nedbringe sygefravær og skabe større trivsel i børnefamilierne, så kræver det, at det ikke kun er medarbejderne, der skal udvikle sig. Det skal arbejdsmarkedet også. Og det indebærer blandt andet, at virksomheder og institutioner i de store vækstcentre skal være opmærksomme på aktivt at handle med os i Udkantsdanmark samt være fleksible i forhold til, at familielivet også skal kunne fungere. Nogle virksomheder er der. Men der er dælme et godt stykke vej igen.
By the way, så er min mand i Løgumkloster på en opgave i dag. Det tager cirka halvanden time at køre derned. Forleden var han på Nordfyn, og i næste uge er det vist Sjælland, skal han til. Han arbejder nemlig over hele landet! Tjek hans hjemmeside ud her: Arkitektur i Virkeligheden. Eller firmaets Facebook her: AiV.
Leave a comment