Av min arm…
Eller rettere: Av min hånd!
To brækkede fingre på højre pote. Det er, hvad jeg blev den lykkelige ejer af forrige søndag, og nu render jeg rundt med to skinner og to brandømme fingre og en tålmodighed på prøve.
Den korte historie lyder, at jeg slog i bordet. Den lidt længere er, at det skete i et anfald af desperation og panik over, at jeg troede, min baby havde slået sig og blødte ud af munden, mens min mand var ved at stege bacon, min førstefødte sad og larmede, og jeg piskede rundt og ryddede op for at blive klar til brunchgæster. Altså en klassisk panik-i-børne-familie-situation.
Jeg stod med min baby – som på daværende tidspunkt stadig blødte ud af munden inde i mit moder-hovede og i øvrigt skreg i vildensky – på den ene hofte og med nogle papirer, jeg var ved at rydde op i den anden hånd. Jeg vil smide papirerne fra mig og fejlbedømmer fuldstændig afstanden til bordet og KNALDER hånden ned i bordkanten. And the rest is history, som man siger. Og min yngste havde ikke blod ud af munden, men syltetøj…
Siden har jeg så været sat ud af spillet og har måttet holde poten i ro. Jeg kan ikke bruge den til at skrive på computeren, og er således sygemeldt fra mit arbejde, og jeg er ved at blive tovlig af alt det, jeg ikke kan.
Folk formaner mig til at slappe af og nyde det. Men som altid, når den slags ikke er selvvalgt, og man i øvrigt ikke kan udøve de ting, der får en til at slappe af – være kreativ fx, det er fandme svært at hækle med 1 hånd – så er det ikke en udsøgt fornøjelse. Nærværende indlæg har således også været LANG tid om at blive skrevet, for det foregår med 1 hånd. Venstre.
Så vi er ude i en tålmodighedsøvelse, ser det ud til. Og det er ikke lige min spidskompetence…
Leave a comment