Der er stadig liv i udkanten…
Så gik der lige et par måneder med radiotavshed. Ikke engang Ugen der Gik blev det til. De der brækkede fingre tog længere tid om at hele op, end jeg havde troet, og så udviklede december sig også bare virkelig til at blive en lortemåned inficeret af død, sygdom og lidt mere død.
Long story short, så bød måneden på to dødsfald, en hjerneblødning, et ødelagt gravsted og en terminalcancer inden juleaften, og det tog sgu lige emaljen på tænderne.
Jeg har de seneste mange år ikke været den store decemberfan. Da jeg var lille og ung, var der tit sygdom af varierende alvor inde over, så den der Coca-Cola-agtige julestemning, den har jeg altid gået og håbet på, men aldrig oplevet. Juletiden blev tit en tid, der egentlig var mest til overs, for den skulle jo markeres, men det blev altid lidt amputeret eller halvhjertet, fordi der ikke var overskud eller mulighed for at gøre det helhjertet. Og da min mor døde 16. december 2007, satte det ligesom en streg under min decembervægring.
De seneste par år har jeg prøvet at komme op på julebukken og give den gas for mine børns skyld, og jeg syntes egentlig, jeg havde fået helt godt fat. Men der blev jeg ligegodt slået hjem. Altså vi endte selvfølgelig med at få skabt en udmærket og hyggelig jul, som ungerne elskede, men der var ikke overskud til noget indeni mig. Slet ikke til at sætte sig ned og sætte ord sammen for hyggens skyld.
Men det vender ligeså stille tilbage, håber jeg. For jeg har det OK. Jeg skal nok komme tilbage. Det tager bare tid. Nøjagtig ligesom to brækkede fingre. De er for længst helet. De er bare stadig skidehamrende ømme. “Og det kan de sagtens blive ved med at være længe. Det må du bare tage hensyn til, og så lad være med at slå i bordet en anden gang,” sagde doktoren tørt.
Men hvad er det, de siger? When winter is coming, spring can’t be far away…
Leave a comment