En helt ny fornemmelse…
I morgen fylder denne lille bandit otte uger.
Han æder, grynter, gylper, skider, sover, bøvser og holder hele huset vågent, som en baby nu en gang skal gøre. Så det er hårdt, men fuldstændig fint og fantastisk og ikke mindst en helt ny fornemmelse herhjemme.
Den førstefødte meldte sin ankomst godt to måneder før termin. Hvilket betød, at de første mange uger af hans liv, føltes det faktisk ikke helt som om, han var vores baby. Mere som om han var sygehusets. Vi var indlagt med ham, og han var overvåget, så hver gang han gav et pip, var der nogen andre end mig, der tog stilling til, hvad han havde brug for. Og da vi endelig kom hjem med ham, var det som at skulle starte helt fra scratch med selv at skulle finde ud af tingene, men altid være lidt på vagt over for, om det nu var det rigtige, man gjorde. For vi var blevet vant til at tænke på, at det kunne være potentielt livsfarligt for ungen, hvis der blev valgt forkert. Læg dertil underudviklede tarme, et blottet sanseapparat, en række virkelig elendige læger og andre sundhedsfaglige på det lokale sygehus, som kun gjorde alting værre, indtil vi efter flere måneder blev indlagt på OUH på foranledning af vores egen praktiserende læge. Og da var vi faktisk så hylet ud af den, at vi næsten ikke kunne nyde vores barn, hvor forfærdeligt det end lyder.
Denne gang står vi så med en helt normal baby, og det er fantastisk. Han var ganske vist også lidt tidigt på den, men lige nøjagtig inden for 37. uge, så alting var færdigbagt på ham. Det var kun lige efterhævningen, der manglede, og den behøvede for min skyld ikke at foregå indvortes. Så for første gang står vi med en baby, der bare skal nydes og drive sine forældre til vanvid med helt normale ting. Som fx ikke at ville sove, når vi gerne vil, at gylpe på en, når man lige har skiftet bluse, at sætte i et hyl så snart, man har sat sig på toilettet, at blive utilfreds i det sekund, man har øst sin mad op og så videre og så videre. Og hvor er det bare fantastisk dejligt.
Samtidig er det faktisk også lidt sørgmodigt gang på gang at opdage, hvor meget vi egentlig gik glip af med den første. Og når vi så ovenikøbet ved, at dette her bliver den sidste, så er det, vi i den grad minder hinanden om, at vi skal huske at værdsætte og nyde denne tid alt, hvad vi kan. Også selvom vi er trætte, matriklen ligner en blanding af et bombet lokum og et nedlagt landbrug, vi er bagud med alting, og den syrlige stank af gylp hænger kronisk i ens næse…
Leave a comment