Man burde starte med at få nummer to…
– Er du ikke bange for, at katten kommer til at lægge sig på den lille?
Spørgsmålet fik jeg forleden af sundhedsplejersken, da en af pelsbollerne hoppede op og lagde sig ved siden af mindstefisen i sofaen.
– Nej, det ved gud jeg ikke er, tog jeg mig selv i at melde sådan lige rigelig kontant ud, og jeg skyndte mig at forklare, at jeg aldrig i mit liv har hørt om et barn, der har mistet livet, fordi en huskat har lagt sig på det.
Det havde sundhedsplejersken for resten heller ikke, og så klappede vi både barnet og katten og snakkede om noget andet.
Jeg har før hørt fleregangsforældre sige, at man skulle starte med at få barn nummer to. Det kan jeg tilslutte mig af flere grunde. Dels var mit barn nummer et præmaturt (født ca. to mdr. for tidligt), og det gav nogle problemer med både tarme og sanseapparat, som vi godt kunne have undværet. Dels – og ikke mindst – var jeg meget mere autoritetstro, end jeg havde forestillet mig. Så jeg blev fuldstændig kørt over af anvisninger, anbefalinger og alt for mange gode råd om, hvordan jeg skulle behandle mit barn. Jeg blev mere usikker for hver gang, og det smittede i den grad af på ungen, der blev mere og mere umulig at få ro på.
Denne gang er jeg meget mindre modtagelig over for, hvad andre siger, og det er uanset, om det har været sundhedspersonale, veninder eller Google. Altså jeg er ikke blankt afvisende over for hvad som helst, og jeg spørger skam tit folk, jeg tillægger viden og erfaring, til råds. Men jeg er ikke til falds for ret meget eller ret mange og således heller ikke en – i øvrigt ganske cool – sundhedsplejerske, der slynger en sætning om katte og spædbørn ud pr. automatik. For det er jo faktisk det, der tit sker: At folk slynger noget ud pr. automatik. Grangiveligt i en god mening. Det er bare sjældent, man kan bruge den slags til noget. Og hvor er det en lettelse at nå den erkendelse. Den kommer bare tit først med barn nummer to – har jeg ladet mig fortælle og nu også erfaret.
Leave a comment