Hvorfor taler man ikke om penge?
Penge er ikke noget, man taler om.
Sådan er der garanteret mange, der er opdraget, mig selv inklusiv.
Ikke at sætningen er blevet prentet ind som et mantra. Det har bare altid ligget i luften, at det ikke var noget, man talte om. Enten fordi man havde mange penge. Eller fordi man havde for få. Eller fordi det var forkert, den måde man brugte dem på. Eller ikke brugte dem på.
På en eller anden måde er det som om, man aldrig kan gøre noget rigtigt i forhold til penge. Andet end ikke at tale om dem. Og det er sgu da i den grad forkert, at vi ikke gør det, for finanskrisen, Luksusfælden og folks kroniske angst for aldrig at have penge nok, vidner om, at det kunne være mægtig sundt at tale om. Hvis vi gør det, kan vi nemlig inspirere hinanden, hjælpe hinanden og få hinanden til at drage et lettelsens suk over, at det ikke bare er mig!
Hvis det var mere comme il faut at tale om penge og forbrug, så ville det måske endda være muligt at få en fornuftig og konstruktiv dialog politisk varme kartofler som overførselsindkomster, pension etc. Men når vi ikke rigtig kan finde ud af at tale om vores forbrug og forhold til penge, så bliver det ligesom kun til noget skyttegravskrig.
Men vi vil hellere fortælle om vores sexliv og fodvorter, end vi vil fortælle om, hvor mange penge vi tjener og hvordan, vi bruger dem. Hvorfor?
Vi går jo alle sammen rundt med mere eller mindre forskruede ideer om, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan man skal skrue livet sammen økonomisk. Det er noget med, at fast ejendom er the shit, vi skal spare op til pensionen, vi skal have et rådighedsbeløb på størrelse med Rundetårn for at blive kunder i en bank (som i øvrigt er den mest uansvarlige sektor overhovedet, når det kommer til økonomi, men don’t get me started!), man skal være fornuftig, hvad det så end betyder…
Så hvorfor taler vi ikke om penge? Når der er alle mulige argumenter FOR at gøre det? Jeg kan faktisk ikke rigtig komme på et godt argument for IKKE at gøre det?
Kan I? For så hører jeg det oprigtigt gerne!
Ja, hvorfor egentlig ikke ? Du kan jo starte med at spørge dine forældre (jeg håber du stadigvæk har dem), som jo har opdraget dig til det (din 2. linie i indlægget).
Kære Torben,
Jeg har ikke mine forældre mere, og jeg kan ikke tale med de døde. Så jeg er forhindret i at spørge dem.
Ellers havde det været oplagt at spørg dem, ja.
Men jeg vil gerne høre, hvad dine erfaringer og ideer til indlæggets emne er.
🙂 Christine