Hvornår skal man få børn?
Læste forleden en debattråd om, hvornår det optimale tidspunkt at få børn på, var. Det var der virkelig mange holdninger til. Ikke mindst gik den her “når man er klar” igen ret mange gange.
Min erfaring er bare, at det tidspunkt findes ikke nødvendigvis. Man skal ikke forvente at vågne op en dag og tænke, “nu er jeg klar”. Nogen gør det måske. Men vi er altså også nogen, der ikke gør!
For mit eget vedkommende har jeg aldrig følt, at nu var det tid. Hverken med nummer et eller nummer to, der således begge er ganske og aldeles uplanlagte. Men sådan er det hjemme hos os. Hvis børn skal have en chance for at komme til verden, så skal de tage røven på os, og det har de to, vi har, således også gjort. Og jeg elsker dem, vil ikke undvære dem for noget i hele verden, men været klar til at få dem, det har jeg sgu aldrig været. Så hvis jeg skulle have ventet, til jeg var klar, så havde jeg stadig været barnløs.
Min pointe er, at jeg ikke kan se, der er noget optimalt tidspunkt at få børn på. Det er sgu altid lidt ubelejligt, det der barselssjov. Der er altid lige er et eller andet, der kunne være mere optimalt, og børn har rigtig megen glæde af, at der er god tid – ja det har hele familien godt af – i flere år. Så der går tid med det.
Derudover er det virkelig ikke sikkert, man bare lige kan få de der børn, når man synes, at nu er man klar. Jeg kender flere, der har kæmpet for det i mange år, og som samstemmende har sagt, at havde de dog bare vidst, at det ville blive svært, så var de begyndt meget tidligere.
Jeg har ingen holdning til, hvornår man skal få sine børn. Men jeg vil godt lige nævne, at man ikke skal forvente, at det optimale tidspunkt indfinder sig, eller at man “bliver klar” til det. Så dybest set, så takker jeg skæbnen for, at jeg er blevet uplanlagt gravid begge gange, for jeg havde sandsynligvis aldrig fået taget mig sammen til at tage det store forkromede aktive valg om, hvornår det skulle være.
Til gengæld blev jeg faktisk noget paf, da jeg annoncerede min anden graviditet overfor en kollega i en alder af 36. Vedkommende var superglad på mine vegne, men kom med den helt umiddelbare kommentar, “så skulle det da også til at være” med hentydning til min alder. “Øh nå,” tror jeg, jeg sagde, og så var der ikke mere i det, for der var absolut intet ondt i kommentaren. Men efterfølgende tænkte jeg en del over, hvordan folk modtog nyheden om min graviditet. Og mit lille beskedne feltstudie viste en tendens til, at folk herude – altså i Udkanten, hvor vi bor – syntes det var markant mere op over og nærmest i nærheden af sidste udkald, end dem, der bor i storbyerne. Det var som om, der virkelig var et stort livsstils- og holdningsskel der, og jeg begyndte virkelig at lægge mærke til, hvor folk kom fra, og hvad de mente, hvornår de evt. selv havde fået børn etc. Og jeg kom i tanker om, at inden jeg blev gravid med min førstefødte i en alder af 31, var det faktisk også primært folk fra den vestlige side af Hærvejen, der havde spurgt mest insisterende ind til, om ikke vi snart skulle til at have nogle børn.
Siden er det noget, jeg har vendt over adskillige kopper kaffe og selskaber, hvor snakken er faldet på emnet, og det har været meget sjovt at opleve de forskelle og erfaringer, folk er fremkommet med. Og der er en tendens til, at holdningerne til især alderen for, hvornår man kommer i gang med at få sine børn, er forskellige alt efter, om man bor i Udkanten eller kører en storbylivsform.
Hvad er jeres erfaringer? Og lad mig lige understrege, det ikke handler om rigtigt eller forkert. Men det er nu et ret spændende emne, synes jeg.
Leave a comment