Ingen kender dagen…

Der er dage, hvor ens liv ændrer sig helt fundamentalt. Og de dage er ofte begyndt helt normalt og uden bevidstheden om, at lige om lidt ser alting helt anderledes ud.

Jeg kommer til at tænke på det i dag, fordi jeg sidder og rydder op i gamle mails. Jeg er sådan en, der gemmer rigtig mange mails, fordi de kunne jo tænkes at være rare at have en dag… Og min slettede post er jeg slem til at bruge som fjernarkiv, og når jeg så en sjælden gang imellem får nok og sletter hele mappen permanent, så er jeg på røven og mangler 117 ting, der burde have været arkiveret under en relevant undermappe. Nu har jeg fået taget mig sammen til at oprette sådanne undermapper. Desværre lader tusind mails sig ikke sådan lige sortere hurtigt, når man har en baby på et halvt års tid, der ikke har læst bøgerne om, hvor længe sådan nogen skal sove. Så det har været et projekt, der er forløbet over nogle dage. Nu er jeg så nået til 21. marts i år. Dagen hvor føromtalte baby besluttede sig for at komme ud, selvom vi egentlig først havde en aftale om det i midten af april.

Jeg mailede vidt og bredt denne tirsdag formiddag i marts. Om indholdet på en hjemmeside, en regning der skulle det rigtige sted hen, om en dagsorden til ejerlavets generalforsamling, en skilsmisse der burde have fundet sted flere år tidligere, farven på noget garn til en trøje. En skønsom blanding af trivialiteter og væsentligheder – den slags hverdagen nu engang består af.

“Fjong! Jeg vender lige tilbage med resten senere. Ellers ikke det store her.”

Sådan slutter den sidste mail, jeg sendte denne formiddag, inden jeg lige ville tage en middagslur og slappe af i kroppen, så de skide plukveer, jeg havde haft så mange af gennem min graviditet, forhåbentlig ville holde sig på et minimum, og jeg kunne holde babyen inde til termin. Klokken var 11.56. Klokken 18.10 lå jeg med en nyfødt på maven.

Ingen kender dagen, før værtshuset lukker. Sådan sagde min salig far altid. Og hvad vil jeg så sige med det? Ikke en skid. Andet end at det er meget sjovt at kigge tilbage på en dag, man ikke havde nogen anelse om, ville blive en af dem, hvor ens liv ændrede sig fundamentalt. For hvis man havde vidst det, havde man så gjort noget anderledes? Helt 100. Så havde jeg da ikke brugt til på at maile til alle mulige om alt muligt. Jeg havde da været totalt oppe og køre og havde haft en udførlig plan for ikke bare denne dag, men grangiveligt også for ugerne op til og lige efter. Men det fik jeg slet ikke chancen for, for jeg anede jo ikke, at dette var DAGEN. Ligeså vel som jeg ikke anede det, dengang jeg mistede hverken min mor eller min far, hvilket jeg tidligere har skrevet om her og her.

Man ved aldrig, hvornår dagen bliver en af dem, hvor livet ændrer sig helt fundamentalt. Man kan have en formodning, der kan være mere eller mindre velbegrundet, men man kan faktisk aldrig helt vide det, før det er sket. Og så kan rigtig mange ting begynde, men rigtig mange ting kan også være for sent. Så helt grundlæggende gælder det vel om at bestille en ekstra omgang til hele bordet, inden værtshuset lukker. Og om at blive bedre til at rydde op i sine mails løbende, så det ikke ender med at blive et større projekt…

Noget i samme stil