Om at være i babyland – og at det er okay at smutte ud indimellem

Tiden flyver af sted her på matriklen. Den seneste uge har været en af dem, hvor jeg har været nødt til at gå og messe til mig selv, at det går nok, det går nok, du kan godt, alle overlever, slap af, du er ikke ved at blive tosset. Igen.

Jeg havde simpelthen fået proppet for meget ind i kalenderen. Men det gik, og alt blev gennemført. Blandt andet et større valgarrangement på min gamle arbejdsplads TV Glad i Esbjerg, som jeg havde sagt ja til at hjælpe til med at gennemføre, dengang min baby var en måned gammel og sov rigtig meget.

Det gør den så ikke mere. Sover rigtig meget. Det er sådan et memo, jeg burde have lavet til mig selv: Babyer på otte måneder, de sover væsentligt mindre end dem på en måned. Og de kræver afsindig meget underholdning. Det er ikke lige min alder, for at være helt ærlig. Jeg er ikke ret god til at blive kravlet på og pillet ved uafladeligt, og det er lige der, han er lige nu, yngstemanden. Men han er nuttet og fantastisk, og heldigvis så har han også en far, som er langt mere babymenneske, end jeg er. Og faderen er selvstændig, og det giver den fordel, at man kan tilrettelægge megen arbejdstid selv. Omvendt skal der også arbejdes markant flere timer for at tjene nogle penge, end hvis man bare er almindelig ansat hos en arbejdsgiver. Men i den forløbne uge har selvstændigheden haft den fordel, at jeg har kunnet slippe lidt ud af babyland og bruge nogle andre sider af mig selv, og så bliver jeg et meget gladere menneske.

Jeg vidste godt, jeg ikke ville opleve det specielt afslappende at være på barsel, selvom denne gang jo heldigvis blev anderledes end den første gang. Min ældste blev født to måneder for tidligt med alt muligt bøvl til følge. (Ikke mindst med sygehuse og systemer fyldt med læger og sundhedspersonale, der var så kloge allesammen, at de både parkerede hovedet og evnen til at lytte til os forældre. Men det er et andet indlæg.) Men jeg var helt på rene med ved denne barsel, at jeg ikke skulle prøve at proppe mig selv ind i en kasse, der udelukkende bestod af mig og min baby og min familie. For selvom jeg elsker min mand og mine børn ud over alle grænser, så er det simpelthen ikke nok til at fylde min tilværelse ud! Jeg skal skabe noget, lære noget, udvikle mig og anerkende, at det er helt reelle behov at have det sådan. Det gjorde jeg ikke sidst, jeg var på barsel. Der brugte jeg megen tid på at gå og føle mig helt forkert, fordi jeg for det første ikke kunne relatere til mere gennemsnitlige barselsudfordringer, fordi jeg stod med nogle helt andre af slagsen på grund af et præmaturt barn. Og for det andet følte jeg mig forkert, fordi jeg ikke kunne se det saliggørende ved udelukkende at fokusere på babyland. Det var en rigtig skidt spiral, der bare kørte ned og ned og ned og blandt andet var medvirkende årsag til, at jeg gik helt ned med flaget, da min førstefødte begyndte i dagpleje 13 måneder gammel.

Denne gang var jeg heldigvis på det rene med, at babyland er et dejligt sted. Men det er helt OK ikke at være der hele tiden. Og jeg er så priviligeret, at min søde mand har støttet mig i det hele tiden, så jeg har ikke skullet kæmpe for at få behovet anerkendt. Det værdsætter jeg virkelig!

For det er netop det, at jeg slipper ud af babyland engang imellem og deltager i et foredrag, en konference, i et projekt eller noget andet, der interesserer mig, der gør mig til en rigtig god mor. For det er jeg. Jeg er supersej, og mine børn er vældigt i trivsel, er meget selvstændige og er meget opmærksomme på verden, og hvordan de påvirker dem. Naturligvis på hver deres niveau. Den ene er seks år, den anden er otte måneder. Men et eller andet må jeg gøre rigtigt, for de er ikke sammen med deres far hele tiden. Men hvis jeg skulle være sammen med dem 24/7 og tvinges ind i en kasse, hvor jeg ikke kunne få lov til at komme ud og være mig selv, så ville jeg være en rigtig træls mokke at være sammen med, og jeg er overbevist om, at mine børn ville trives ringere.

Så selvom den forløbne uge har været for tæt pakket, så har den været det af de rette årsager. Og så kan man godt. Så kan man faktisk langt mere, end man regner med. Det kræver selvfølgelig, at man er godt gift, eller man har en god familie omkring sig. Vi har ingen familie. Men vi er heldigvis godt gift både min mand og jeg.

 

Noget i samme stil

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *