Puls og hvilepuls
Ågerprissatte kvadratmetre og international puls. Det bruger vi ikke her. Vi bruger generelt huspriser, der er til at arbejde med, selvom man ikke tjener på den glade side af den halve million om året og en hvilepuls, der til tider – indrømmet – godt kan blive lidt til den slatne side.
Men det er sgu altså også ved at være det nye sort, fornemmer jeg, når jeg forvilder mig på besøg i mere urbaniserede kredse. Og det gør jeg relativt ofte, fordi både min søde mand og jeg har uddannelser og faglige ambitioner, der tvinger os til at søge i den retning, selvom vi bor i Udkanten.
Personligt har jeg virkelig svært ved at sige, hvad jeg foretrækker. Storby eller udkant. Det er tilfældigt, vi bor herude. Vores første job efter uddannelserne trak os herud, og livets omstændigheder og økonomi har gjort, at vi stadig er her. Om vi er her om ti år, aner jeg ikke. Det kommer helt an på, hvordan livet udvikler sig for os, om min mands firma kan komme op i gear, hvad der sker for mig og så videre.
Jeg elsker naturen herude. At der er under fem minutter til stranden fra mit hjem og godt 20 minutters køretur ud til det frådende Vesterhav. At tempoet er ganske adstadigt, og at man ikke skal betale for at parkere, hvis man kører en tur til byen. Omvendt savner jeg den puls og de kulturelle og ofte spontane tilbud, der viser sig, når man er i en større by. Jeg savner også en større diversitet i befolkningssammensætningen, så man ikke er så ens. Omvendt må jeg sige, at jeg er blevet nogen ting overrasket over, hvor provinsiel en tankegang jeg gang på gang har mødt netop i storbyer, så det kan være lidt svært at pinpointe præcis hvilken diversitet, der skal til, for at den sidder i skabet. Jeg er er skidetræt af den offentlige transport herude – eller mangel på samme. Og omvendt passer det mig så fint, at jeg uden at skulle forsvare noget som helst kan sige, at vi bliver nødt til at have hver vores bil. Og fremfor alt, så er jeg ret vild med, at det tilsyneladende er ved at blive en lille smule nyt sort at vende snuden mod Udkantsdanmark også blandt de højtuddannede, de kreative og de businessmindede. For de kommer ligeså stille. Og det er så inspirerende for os, der allerede er her. Og det lægger op til et ordentligt slag i bolledejen i forhold til den måde, man kan tænke både økonomisk vækst for samfundet og et trygt og roligt liv for den enkelte familie på. En udvikling, der nok lige tager et par år om at komme i gang sådan for alvor. Men Rom blev jo som bekendt heller ikke bygget på en dag.
Leave a comment