Starten på et iværksætterliv

Vi lever som bekendt iværksætterlivet herhjemme. Da det i sin tid tog sin begyndelse, var det ikke af lyst til denne livsstil. Min mand ville sådan set meget hellere leve det søde lønmodtagerliv, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Så han blev iværksætter for at kunne få lov til at arbejde som arkitekt. Ikke for at være iværksætter.

Det er lidt over to år siden, min søde mand Jon startede som selvstændig arkitekt på fuld tid med tegnestuen Arkitektur i Virkeligheden. Han gjorde det efter adskillige års evindelige og opslidende problemer med at få job som arkitekt med base i Udkantsdanmark og adskillige mærkværdige ansættelser inden for alt muligt.

En ting var, at der ikke var et arkitektjob i miles omkreds, og at jobmulighederne i Udkantsdanmark for højtuddannede mildt sagt nok var blevet oversolgt til rigelighed gennem diverse kampagner, også før finanskrisens indtog.

En anden ting var, at der ikke var nogen arbejdsgivere i storbyerne, der ville ansætte en mand, der boede så langt ude. Endda på trods af, at han ikke selv anså det for noget problem. Faktisk kunne han dokumentere en ret stor en af slagsen, eftersom han gennem mange måneder kørte 90 kilometer hver vej for at møde op hos Post Danmark for at arbejde som ufaglært om natten til en lousy løn.

Og en tredje ting var, at det der med at det er de højtuddannede, der bare ikke gider nedværdige sig til at tage job som opvasker, champignonplukker eller andet ufaglært, det er simpelthen lyv. Det er arbejdsgiverne, der ganske enkelt ikke vil ansætte dem, for de ved, de smutter, ligeså snart de finder noget inden for egen branche – selvfølgelig – og derudover er det meget nemmere at ansætte en polak, der har efterladt familien hjemme i Polen og derfor ikke skal tage sig af børns sygedage og andre familiære detaljer.

Så med andre ord kunne manden ikke få et job inden for sin egen branche. Han skulle også køre 90 kilometer for at have et natarbejde, der var dårligt betalt. Det kunne vi simpelthen ikke holde til som familie, og det endte altså med, at vi besluttede os for at springe ud i livet som iværksætterfamilie.

Det er nemlig hele familien, der skal være med, når man starter en virksomhed fra scratch, ellers kan det ikke lade sig gøre.

I dag – godt to år efter opstarten – er det stadig ikke nogen økonomisk guldgrube. Hvilket er helt normalt, beroliger både revisor-Ole og alle mulige andre velmenende mennesker os med. Der er masser af endda ret etablerede SMV-virksomheder (Små-og-Mellemstore-Virksomheder), der selv efter tre-fire-fem år kører op og ned i omsætning, og den første til at holde for, det er sgu som regel ejeren, og det er helt bestemt nervepirrende, og på den måde er det langt mere attraktivt at være lønmodtager.  Men det går fremad, og glæderne ved at se noget vokse, det spændende ved at opdage nye sider af sig selv, fordi man kronisk bevæger sig udenfor sin komfortzone, og de sejre, der heldigvis også er mellem alt det trælse, fylder heldigvis mere og mere.

Men det kan være en ensom rejse at drage ud på, det der iværksætterliv. Især hvis man ikke har det i blodet, so to speak. Men at man ligesom skal lære at leve og elske den livsstil.

Indimellem spekulerer jeg en del på, hvor alle de andre, der er startet som iværksættere af nød mere end af lyst, de er henne. I gamle dage var det mere end normalt, at det var tilfældet. Grundlæggende er langt de fleste succesrige forretninger jo grundlagt for at skaffe brød på bordet, og mange gange har vi hørt historien om, hvor gruelig megen tragedie, familien skulle igennem på vejen. I dag hører vi oftere historien om, at det var en stor passion, der startede en virksomhed, om den indre trang til at være selvstændig, og om de hundredevis af ugentlige arbejdstimer, man skal være villig til at lægge i årevis og i øvrigt elske det imens.

Men der må da være andre, der er startet ligesom Jon. Ligesom os. Andre der ikke har den store passionerede fortælling om iværksætterdrømmen som drivkraft, men ønsket om egentlig blot at kunne leve af det, man er uddannet til.  Hvis I er derude, så giv et pip. Så giver vi kaffe 🙂

 

Noget i samme stil

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Comment

  • SVAR

    […] For en måneds tid siden skrev jeg om vores start på iværksætterlivet. At det ikke var, fordi Jon havde et brændende ønske om at blive selvstændig, der gjorde udslaget for, at vi åbnede Arkitektur i Virkeligheden, men at det derimod handlede om, at for at få lov til at arbejde med det, han er uddannet og god til, var der ikke rigtig andet at gøre end at kaste sig ud i et liv som selvstændig og iværksætter. […]