Hvornår har du sidst reddet en elefant?

Lokalgrupper på Facebook, det er bare The Shit, altså!

Ældstesønnen kom i krise over at mangle ret præcist 61 af de store Hama-perler for at kunne færdiggøre sin elefantperleplade.

Kunne man forestille sig, at lave et mindre dyr, så der var perler nok? NEJ!

Kunne man forestille sig at lave en perleplade i den gængse standardstørrelse Hama-perler, som vi andre voksede op med at bruge, og som vi har et sted mellem to og tre milliarder af? NEJ!

Kunne man forestille sig at lave en elefant med et elegant hulmønster? Ja, det kunne man måske godt med lidt smart salgstale fra faderen. Indtil vi fandt ud af, det simpelthen ikke kunne hænge sammen ved strygning…

Gode dyr var mildt sagt rådne, og i et anfald af lige dele rå desperation og fromt håb skrev jeg et opslag i en gruppe for mit lokalområde på Facebook med en efterlysning af 61 store Hama-perler.

Og mindre end en halv time efter havde en sød dame ved navn Gitte skrevet tilbage, at hun havde nogen liggende, og at jeg var velkommen til at hente dem.

Så mor ud i Citroënen, (som SKAL have benzin på nu, jeg siger det bare, babe), iført klipklapper, bibliotekarhår og en lille smule mangomos på tøjet. Lige forbi købmanden efter en Brændende Kærlighed – eller Kalachoe, som de hedder i vore dage, men de er da heldigvis kommet i flere farver end den orangerøde fra midtfirserne – og så ud og banke på hos søde Gitte.

Og ti minutter efter ekspeditionsstart lyste en seksårig drengs trætte, småforkølede ansigt op, og jeg fik en stor jeg-elsker-dig-mor-krammer.

Jeg elsker også dig, lille skat. Og Facebook. Og når mennesker hjælper hinanden. Selv når de ting, det drejer sig om, kan virke nok så små og ligegyldige. Så er det bare sådan noget, der gør, at der kommer krymmel på toppen af tilværelsen engang imellem. At vi gider hjælpe med at redde hinandens elefanter…

 

 

Noget i samme stil

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *